Grønt i grønt

Jeg har en fornemmelse af, at det er mindst tre år siden jeg gik i gang med at sy en frakke. Det er ikke helt rigtigt, for jeg kan vende tilbage og se at jeg klippede de første stykker nytårsaften 2016. Til gengæld ved jeg, at jeg samlede stof i lang tid inden - så måske er tre år ikke helt forkert.





Nu er den færdig, og bortset fra den øverste knap, der faldt af da jeg forsøgte at knappe den i går under photoshoot - og som jeg syer i igen lige om lidt - er den helt som den skal være. Jeg overvejede længe en tamp bagpå, men endte med et bælte. Jeg har stadig tre knapper tilbage, så skulle jeg ombestemme mig, kan jeg altid lave det om. Men det ved jeg godt, at jeg ikke gør.

Frakken er inspireret af den frakke Emilie købte for år tilbage. Jeg ville have et lidt mere ensfarvet udtryk, men stadig mange forskellige stoffer. Det tog tid at finde det helt rigtige, og jeg købte en halv meter her og halv meter der som lå og samlede til bunke i alt for lang tid.







Jeg tegnede ikke mønstret selv. Jeg fandt en frakke i et gammelt nummer af Burda, rettede til og lavede overskæringer, så det passede mig. Skørtet blev bredere og ærmerne kæmpede jeg en del med. De var ganske simpelt ikke brede nok, og trods viden, mål og tilretninger, måtte jeg gennem tre helt syede ærmer, før jeg nåede de endelige.

Ærmerne er i virkeligheden det eneste jeg ikke er helt tilfreds med. Der burde have været mere plads. Jeg burde have vidst bedre, men nu er de som de er - og der er ikke mere stof. Af samme grund passer overskæringerne på krop og ærmer heller ikke længere helt - det gjorde de på første forsøg ud i ærmer.

De hæklede blomster, som jeg længe troede skulle være broderede, fungerer umiddelbart fint. det bliver alligevel spændende, hvordan de fungerer i brug. En del af dem sidder trods alt lige der, hvor jeg sidder - når jeg sidder.





Vi tog billeder inden vi stillede os i kø i går. Jeg havde en følelse af at det skulle gå lidt stærkt, kameraet viste sig at være ved at løbe tør for strøm og måtte genstartes igen og igen. Var Emilie heldig nåede hun et enkelt billede eller to, inden det selv slukkede.

Måske derfor lagde Emilie ikke mærke til modlyset og jeg reagerede ikke, da hun satte sig ned og skød opad (noget der sjældent gør godt for nogen) eller at hun valgte højformatet, der er fint, men ikke gør sig godt i blogøjemed.

Det bliver ikke bedre.

Jeg frøs ikke i går, men jeg var kold og frakken er ikke helt så varm som jeg havde forventet. Men så må jeg jo sy en ny!