Endnu en udfordring

Sidste år udfordrede jeg mig selv til at skrive et blogindlæg pr. dag. Det var en sjov og til tider temmelig udfordrende udfordring, men mest for sjov.





Nu udfordrer jeg mig selv igen. Denne nye udfordring er lidt mere end bare sjov, og jeg har vidst i lang, lang tid, at den skulle komme. Jeg havde bare behov for at blive færdig med frakken, inden jeg ligefrem sagde det højt.

En gang sidste år faldt jeg over en blog, som jeg under ingen omstændigheder kan finde igen. Og tro mig jeg har søgt. Vidt og bredt. Denne blogejer syede i stor stil. Blandt andet de skønneste halvtredserinspirerede kjoler. Og fordi hun syede så meget, havde hun udfordret sig selv til at sy tolv kjoler på et år.

Jeg har ikke tænkt mig at sy tolv kjoler, men jeg synes det var en fin udfordring, og den blev hængende i min bevidsthed længe. Jeg har tænkt mig at sy seks kjoler på tolv måneder - og ja, februar er næsten slut, så det bliver i stedet over ti måneder - eller i hvert fald inden nytår.

Der er ingen restriktioner. Bevares, det ville være skønt at nedbringe min lager af stof, som mærkeligt nok ikke er blevet mindre efter jeg holdt op med at sy. Halvtredserinspireret kunne også være en god ide, de lavede nogle skønne snit dengang for lang tid siden, men det behøver det ikke. Jeg kunne snildt stille krav, nedbringe lageret og kun købe det tilbehør og eventuelt foer jeg mangler, men det er ikke vigtigt.


Så: seks kjoler - slet og ret!





Stofferne på billederne er i øvrigt næsten alt sammen nyt. Kun det øverste med striberne hev jeg ud af min velvoksne bunke, jeg kunne ikke rigtigt overskue andet. Resten er for mit vedkommende helt nyt - omend jeg har hjembragt det fra Sille, der er ved at rydde ud, smide ud og gøre plads til en større ombygning af en lejlighed, der skal transformeres fra et singlehjem til et hjem med barn.

Sille har til gengæld hjembragt stofferne fra Paris, New York og København. Den engang så fine stofbutik Per Reumert på Strøget, har lagt hylder til noget af det, og den bunke jeg lagde fra mig på bordet er slet ikke det hele. Jeg har en hel sækfuld - så det er ikke materialerne der tynger projektet.

Om jeg når igennem og ender med seks nye kjoler, når året er slut er i virkeligheden ikke så vigtigt. Det vil være lækkert med seks nye kjoler, men langt vigtigere er det at jeg finder min gejst ud i syning, og måske endda allervigtigst at jeg ænder mine vaner eller nærmere tankegange om syning og mulighederne for hvornår, hvordan og hvorfor.

Det sidste er uden tvivl den virkelige udfordring. Men for at nå dertil, får jeg brug for rent faktisk at sidde foran maskinen og få færdige projekter igennem.





Seks kjoler skulle være til at overskue, og så må der selvfølgelig gerne følge alt muligt andet med. Det tæller bare ikke i den praktiske del af udfordringen. I den mentale del vil jeg tro alt tæller med. Der ligger for eksempel mere end et stykke lækkert buksestof i bunken fra Sille, og jeg er temmelig sikker på at Anders ikke siger nej, hvis der pludselig skulle være muligheder for nye bukser i farvandet.


Så! Nu har jeg sagt det højt - så er det bare at komme i gang...