torsdag den 13. juli 2017

Göteborg er skøn


Vi ankom i går, vi har ingen planer ud over at daske rundt, nyde byen og hinandens selskab.





Byen har taget os med storm. Göteborg er en forholdsvis ny by. Der har været bopladser, mindre byer og befæstninger omkring Götaelven i mange, mange år, men som by betragtet går den kun knap firehundrede år tilbage,

Byen blev grundlagt under kong Karl IX, som fik en flok hollænderen til at opføre en by med voldanlæg og kanaler, der kunne bruges dels til at beskytte byen, dels til at fragte varer videre. Byen har aldrig været udsat for voldsomme overgreb, og derfor står den også tilbage i en tilstand, der vidner om rigdom, overskud og pragtbyggerier.










Göteborg er en grøn by, en smuk by og en kulturel by. Her ligger adskillige teatre, der er koncerthus opera og museer af enhver art. Langs havnefronten er kulturhus, skatebordramper og plads til udfoldelse af den yngre del af befolkningen. Er du under 25 eller pensioneret (og bosat i byen) er adgang til museerne gratis, og adgangen for alle andre koster nærmest ingenting.

Anders vil gerne på Søfartsmuseet i dag, mens Emilie og jeg kigger butikker, dasker rundt i byen og nyder stemningen. Et hurtigt opslag viser at han skal betale hele 40,- svenske kroner, og derefter har adgang ikke kun til søfartsmuseet resten af året, men også en del andre af byens museer.

I byens gader kører sporvogne. De findes i mange varianter, og det er skønt at se, at de gamle modeller ikke nødvendigvis tages ud af drift, bare fordi nye sættes ind. Ydersiden af voldanlægget om den gamle bydel, som nu ligger centralt i byen, er omdannet til grønne rekreative områder, parker og byens botaniske have. Overalt præges byen af vand. Strømmende vand, stille vand, springende vand eller bare vand.







Det er nemt at finde et sted at sætte sig og enten nyde solen eller byen, ganske som man har lyst. At vi så oven i købet er begavet med meget bedre vejr end det overskyede vi hjemmefra er blevet lovet, gør kun oplevelsen bedre.

Jeg er vild med Göteborg.




2 kommentarer:

  1. Åh ja - der er så hyggeligt i Göteborg!
    I centeret overfor stationen ligger der en lille butik med chokolade og kaffe. De har sådan noget dejligt kaffe med appelsin/chokolade smag. Bare et tip......

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder godt Christunte, vi nåede det bare ikke :)

      Slet