Jeg fik ret

Søndag er feriens sidste dag, og jeg tager mig i at nyde udsigten til en dag fuld af regn.

Regnvejr giver tid til stilhed, indendørs aktiviteter og alt det, der skal nås inden ferien er slut. Der er ikke meget, men jeg har sorteret vasketøjet og jeg ser frem til at sidde i sofahjørnet og strikke. Måske skal der ses en smule cykelløb, måske ikke. Der er stærk konkurrence fra Formel1, der kører i England i dag.





Jeg kan høre Emilie i periferien, hun pakker til en lille uge på Fyn. Hun skal storhygge med Josefine og Josefines knap et-årige nevø, som de har lovet at passe. Jeg ved de har planer om en tur i Odense Zoo og jeg ved at ugen vil genlyde af tøsefnis og glad latter. Veninder er skønne, og jeg er glad for at de holder ved, trods afstanden.

Da jeg for et par par uger siden blev færdig med det tredie clue i det igangværende mystiske sjal, proklamerede jeg højlydt at jeg troede jeg vidste hvordan resten skulle se ud. Jeg fik ret.

Jeg gætter på endnu en omgang hulstrik, efterfulgt af endnu en omgang vævestrik. Og så må det grønne garn være brugt.

Jeg gætter også på en bred blå kant til slut. Formentlig hulstrik med fine tungede eller takkede kanter.

Fjerde clue ankom med endnu en omgang hulstrik og endnu en omgang vævestrik. Jeg havde ikke forudset hvor lidt, for fjerde clue var om muligt sjalets mindste.

I torsdags fik jeg sidste del. Og igen havde jeg ret og er ved at strikke en bred blå hulkant med afsluttende spidser.

Har jeg strikket for mange mystiske sjaler? spurgte jeg mig selv. Eller er Kirsten Kapurs opskrifter for forudsigelige? Jeg er i virkeligheden ligeglad, for det er stadig sjovt at strikke uden at kende retningen, men det er også skønt at vide, at retningen nok skal blive god.





Jeg er snart færdig, og jeg glæder mig vildt til at se det færdige resultat. Sjalet her er et af den slags strik, der uden tvivl vinder ved en udspænding og fremvisning af de smukke mønstre. Det bliver stort, og der skal hives godt i det.

Jeg er sikker på at det bliver afsindig smukt til slut.