søndag den 23. juli 2017

Dagen derpå


Søndag har været præget af dagen derpå.





Ikke på den ungdommelige brakliggende måde, men med stille dryssen rundt, sofasidning, strik og Tour de France. Som dagen efter en skøn eftermiddag og aften sammen med skønne mennesker.

Vi var sent hjemme, så at sove længe indgik også i søndagens planer. Dagens eneste praktiske projekt var vasketøjet, der, efter en del ture op og ned til kælderen, nu hænger til tørre i et af de dertil indrettede tørrerum.

Med i bunken af vasketøj var også en hel cone rustik bomuldsgarn fra Garnudsalg. Jeg har før arbejdet med det genbrugte bomuldsgarn, og som der står i beskrivelsen, kryber det en del i vask. Det var ikke noget problem i mit første projekt, men denne gang vil jeg gerne kunne regne med mål undervejs.







Derfor har jeg prøvet noget nyt. Jeg vandt hele conen op i fem fed, der alle blev bundet godt og grundigt med seks snore fordelt hele vejen rundt. Jeg snoede de fem fed løst sammen og lagde dem i en vaskepose, inden det hele røg med i vaskemaskinen på det program, jeg senere forventer at vaske det færdige produkt.

Umiddelbart virkede det fint. Vel ude af vaskemaskinen viklede jeg de enkelte fed op, og hængte dem løst over tørrestativet. Der hænger de nu. Jeg er spændt på hvordan det vil være at strikke i, når det engang er tørt. Og om strikkeprøven vil ændre mål i forhold til den strikkeprøve jeg strikkede, inden garnet blev vasket.


Og mens regnen har regnet og der nu er stille udenfor, har jeg slået op til en fin lille cardigan, som Sille udtrykte glæde overfor, da jeg viste hende et billede.







Billederne er af en bro i Frederikssund, og har som sådan ikke noget med indlægget at gøre. Jeg synes bare den var så fin, dengang for længe siden, jeg gik forbi i solskin.

Solskin gør godt for rustne broer.

På den anden side, gik vi forbi broen i går, inden de skønne timer i godt selskab - så måske billederne alligevel har deres berettigelse.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar