Se tårnet

Vi havde bestilt bord, og havde halvanden time inden spisetid. Emilie ville blive på hotellet, ligge i sengen og være lidt alene med sin mobiltelefon - måske endda kommunikere lidt med den hjemlige omgangskreds.

Vi andre ville ud.





Hånd i hånd gik vi ned ad gaden, drejede venstre om hjørnet og gik væk fra centrum, modsat det vi plejede. Vi kom forbi en mængde barer med udendørs servering, hyggelige siddepladser og glade gæster. Vi mødte en svensker, der efter at have forvisset sig om at vi ikke var Brøndbyfans, stolt viste sin nye tatovering frem - FCKs logo. Jeg er ikke sikker på vi udviste nok entusiasme.

Ved næste hjørne stod vi overfor Liseberg. Göteborgs tivoli. Fra hotelvinduet kunne vi se tårnet, toppen af pariserhjulet og høre hvinene fra rutschebanen. Alligevel blev jeg overrasket over hvor tæt alting ligger i Göteborg. Igen slog det mig, hvor lille byen er.

Vi drejede tilbage mod hotellet og var ikke længe efter tilbage ved egen gade. Igen drejede vi modsat den gængse retning, krydsede Skånegatan og gik mod sportspladser, svømmehal og idrætsanlæg. Vi krydsede gennem en flok asiatiske drenge, der netop var ankommet, højst sandsynligt skulle til stævne, og myldrede ud af en bus.





Det var cirka heromkring Anders spottede tårnet. Højt, smalt, med en fint spir af irgrønt kobber og ure der gik helt efter bogen. Vi gik nysgerrigt mod tårnet, krydsede åen, undrede os over placeringen ovenpå noget, der lignede beboelse. Måske et plejehjem. Så mange ens lamper i samme store bygning tyder ikke på privathjem.

Tårnet gav stadig ingen mening. Jeg kiggede på kortet - måske stod der noget. Det gjorde der ikke. I stedet kom en dame og spurgte om hun kunne hjælpe. Jeg skyndte mig at spørge om tårnet, om oprindelsen og om vores nysgerrighed.

Damen fortalte beredvilligt at bygningen med tårnet, var en del af et gammelt industrikompleks. Det havde huset kontorerne, og er nu en del af et boligkompleks. Rundt om tårnbygningen lå lejligheder tæt, og aflåste låger forhindrede nysgerrige forbipasserende (os for eksempel) i at komme ind.

Hun boede der, elskede stedet, og fortalte videre at klokken i tårnet stadig ringer. Hver time fra ni morgen til ni aften. Tre gange om dagen bliver der endda spillet et lille klokkespil, og beboerne holder meget af klokken og spillet.





Vi sagde pænt tak og pænt farvel til damen, der forsvandt gennem lågen, ind i beboelsen. Vi fortsatte turen langs åen, forbi Ullevi Stadion og tilbage til hotellet, hvor Emilie ventede.

Ti minutter senere sad vi bænkede og studerede menukortene, inden bestilling og glæde for tomme maver.