Alter Elbtunel

Længere henne langs havnefronten fandt vi indgangen til den gamle Elbtunel.





Tunellen er fire hundrede seks og tyve meter lang, ligger fire og tyve meter under jordoverfladen og består af to rør, med fortorv og kørebane samt fire store elevatorer til køretøjer og to mindre elevatorer til gående i hver ende.

Men kan også tage trapperne. Vi gik ned på vej tilbage. Jeg talte hundrede to og tredive trin og Anders fandt en fin tegning på væggen, der opmuntrede.

Elbtunellen stod færdig i 1911 og betød en kæmpe forandring for alle de, der arbejdede på havnen, dokkerne og skibsværfterne på sydsiden af Elben.

I dag er det nok nemmere at køre over ad en af de mange broer, der findes langs floden.









Tunellen er stadig i brug. Det er stadig muligt at køre i bil gennem - hvis bilen ikke er for bred. Dengang tunellen stod færdig var det vist mest hestetrukne vogne, der tog turen op og ned i de store elevatorer. Vi mødte mange cyklende, og cykler må også gerne medtages i elevatoren for gående.

Det gør det noget nemmere, for mens der er åbent og gratis døgnet rundt for gående, koster det at fragte biler, og her er åbningstider, der ikke strækker ret langt.





Tunellen er under ombygning. Det ene rør er lukket, bygningen på overfladen er spæret temmelig meget af, og gav ikke helt det smukke syn, den uden tvivl er. Vi kunne læse os til at den bliver helt spærret af, fra den her weekend og et stykke frem. Altså nåede vi det lige, og gik turen frem og tilbage, efter at have set Hamborg fra den anden side.

Vi kunne have sejlet tilbage, men det overvejede vi slet ikke.

Det var regnvejr den dag vi besøgte Alter Elbtunel, men heldigvis var der tørt i tunellen.

Det var et ret imponerende syn både at kigge ned oppefra og kigge op nedefra i de enorme skakter, der rummer indgangen til tunellen. Desværre var det fuldstændig umuligt at tage fornuftige billeder.









Fra sydsiden af Elben kunne vi se den fine runde bygning, til venstre for den lange bygning med grønne tage. Bygningen med radarudstyret, der fik os til at tænke på Karlsson på taget.

Der har nok været noget mere vartegn over den runde bygning, der mod de moderne og højere bygninger bag, ikke skiller sig særskilt ud. Den bliver nærmest væk.

Mens indgangsbygningen på nordsiden af Elben er fin, har store flotte vinduer, et kuplet tag og dekoreret med relieffer af arkitekten, bygmesteren og andre involverede, er indgangsbygningen på den anden side af floden noget mere afdæmpet.

Den  gemmer sig bag træer, og kan ikke engang ses fra nordsiden. Men det er heldigvis ikke det store tab. Til gengæld er der en fin udsigtsplads på sydsiden, og med fare for at falde ned, stod en ung pige i et par af de højeste stiletter, jeg nogen sinde har set, og gjorde sig til på balustraden, mens en mand, som vistnok var hendes far, opførte sig som fotograf for et modeblad.


Han tog mange billeder og hun poserede længe. Jeg blev en lille smule bange for, om hun ville træde forkert og falde ned. Jeg kiggede - det ville ikke være noget rart fald.