Loppetjans

Da Daniel var ti, var Pokemons det store hit. Kort, mest kort, men også figurer og alverdens merchandise kunne erhverves for alle lommepengene.

I sommers dukkede så den digitale version op. Og selvom de tyveårige, der husker kortspillet, i hvert fald for nogens vedkommende er hoppet på, så var der ingen tvivl om, at også nutidens tiårige er et godt bud på en målgruppe.

Dengang lige efter sommerferien, da det stadig var varmt, gik Lotte et par ture ud, sammen med en bunke børn, for at fange Pokemons i lokalområdet. Logistik ville at vi ikke fik lavet flere ture, senere blev det koldt. Da et par af drengene for et par uger siden kom og spurgte efter en ny tur, fik vi sat det på programmet.

Det blev i dag. Jeg var klar, og troede naivt at vi kunne stampe en pæn gruppe børn sammen, der ville på jagt. Men sådan skulle det ikke gå. Kun to drenge viste interesse. Til gengæld var de klar, fra det øjeblik de kom fra skole. Mobilerne var ladt op, og eventyret lå forude.

Jeg ved ikke meget om Pokemons. Min telefon er for gammel til at kunne spille spillet, men jeg kan da godt huske en hel del af navnene på dyrene fra dengang.

Jeg lod drengene vise vej. Oppe ved biblioteket kunne Mikkel se at en af de sværere tilgængelige stod på lur. Altså gik vi mod biblioteket, kom forbi et Pokestop på vejen, havde brug for pauser til spil og sammenligninger undervejs og nåede biblioteket i fin stil. Mikkel fik den ønskede, Marcus måtte undvære.

Vi gik videre mod Engen og søen bag Byggelegepladsen. Undervejs havde Mikkel gået et antal kilometer, og sådan noget indløser præmier – et æg blev klækket. Ved søen er der op til flere Pokestops, de skulle selvfølgelig alle besøges, og den store legeplads trak også lidt.

Sat godt til rettte i klatrestativet, mente begge drenge at nu var det vist tid til at gå tilbage. Det var koldt, og hænder, der holder om mobiler unden handsker bliver hurtigt meget kolde. De kunne nærmest ikke holde om mobilerne til sidst. De endte i varme frakkelommer sammen med de kolde fingre.

Vi gik turen tilbage om søen (og de vigtige Pokestops) forbi byggelegepladsen og mine ungers gamle børnehave. Tilbage i Klubben var der plads til at få varmet fingrene og synke ned i bløde sofaer.

Man bliver træt af sådan en tur.