Janus og snemanden

I går blev jeg lokket i fordærv. Det var slet ikke meningen, men jeg kom hjem med en stor pose fuld af garn...







Jeg havde en aftale, som i virkeligheden slet ikke handlede om garn - og så alligevel. Noget med en strikkemaskine, nye muligheder og hjælp til at starte.

Det er længe siden jeg har strikket på maskine, men hvor svært kan det være, tænkte jeg. Det kan jeg da sagtens give et hurtigt kursus i. Det kunne jeg også. Men det viste sig noget sværere end først antaget.

Og længe inden strikkemaskinen, blev jeg altså lokket i fordærv. Nu er der mere strømpegarn i kassen og uld i skønne farver. Og det med strikkemaskinen viste sig at sidde mere på rygraden, end jeg et øjeblik troede.









Det viste sig også at strikkemaskiner, der har ligget pakket sammen i mange år, kan blive lidt - eller måske endda meget - sløve i alle de bevægelige dele. Der er mange bevægelige dele på sådan en maskine. Specielt på undersiden af slæden.

Og når det hele sætter sig fast, og viden om udløserfunktioner under ingen omstændigheder vil samarbejde, kan jeg godt gå hen og blive både frustreret og lidt i tvivl om jeg husker forkert. Og nåle kan bøje i helt forkerte retninger...

Det hjælper heldigvis alt sammen, når udløserknappen ender med at ville samarbejde og tanken om at finde olie til alle bevægelige dele bliver mere end en tanke.

Og med en lille smule behjælpelighed om opstart af maskinstrik er der gode muligheder for at arbejde videre på egen hånd, mens jeg får lyst til at finde min egen maskine frem fra kælderen.

Om ikke andet, så for at smøre olie på alle de bevægelige dele...





Snemanden Janus med de to hoveder mødte jeg på vej ud i går. Han har ikke noget med resten af indlægget at gøre, men han var hyggelig, som han stod der i sneen og gemte hoved nummer to til jeg nåede halvvejs rundt, og pludselig kunne se at han ikke kun rummede et smilende ansigt.