Hen ad vejen

Da vi var i Aalborg og Aarhus sidste år, og turen gik forbi Garnudsalg, havde jeg en cone genbrugte cowboybukser i en smuk grøn farve med hjem.

Jeg vidste det skulle blive til en hæklet kjole. Jeg havde en plan om hvordan den skulle se ud, og et stangmaskemønster i tankerne.

Først flere måneder senere gik starten. Der gik ikke længe inden et fungerende bærestykke var klart. En opdeling med ærmegab og krop, flere udtagninger og endeløse omgange af stangmasker senere gik jeg i stå.

På et tidspunkt forsøgte jeg at hækle bare en enkelt omgang om dagen, men de omgange var så dræbende at den hurtigt blev pakket væk og gemt sammen med et par andre projekter, der i det øjeblik ikke fandt nåde for interessen.

Noget andet der kom med hjem fra Garnudsalg, sammen med det smukke grønne bomuld, var garn til en sweater til Anders og en sweater til Daniel. Planen er at med udgangspunkt i den sweater jeg strikkede til min far, skal de have en hver, der har hver sin størrelse og hver deres muligheder. En åben og en lukket. En med hætte (hvis der er garn nok) og en uden. Detaljer, der kan indarbejdes i en flok noter, og som måske – kun måske – kan blive til en færdig opskrift i flere størrelser.

Strikkeprøverne er for længst strikkede og vaskede. Garnet venter stadig. Det samme gør ideerne.

For som noget nyt, og noget jeg sjældent oplever, kan jeg mærke at jeg har brug for at rydde op og ud i de halvfærdige peojekter, inden jeg kaster mig over det ventende projekt. Et projekt, der helt sikkert kommer til at fylde godt. Og med den oplevelse var der pludselig plads til de endeløse omgange af stangmasker.

Kjolen blev færdig. Den blev vasket, og den endte meget bedre, end jeg et kort øjeblik troede. At det er den forkerte årstid til kortærmede hæklede kjoler er ligemeget, og selvom det var koldt at stå ude en januardag i solskin, var det også sjovt.

Endnu et par halvfærdige projekter venter, det næste er godt i gang. Undervejs tilsættes et par af de mindre og mere overskuelige strikkede dele. Dem er der plads til. Sådan nogle er der altid plads til, mens jeg mærker skønheden i at få ryddet op i de store og uoverskuelige bunker, der viser sig slet ikke at være så store.

Det er en ny fornemmelse.

En rar fornemmelse.

Design: Jeg kalder den Hen ad vejen, fordi jeg fra start ikke var helt sikker på, hvor jeg ville ende.

Garn: Blackhill Recycle Cotton Tweed fra Garnudsalg. Farven hedder vistnok lys oliven.

Jeg brugte alt hvad jeg havde. Rub og stub. Vejede de sidste omgange, for at være sikker på at have nok. Kjolen endte med at veje 566 gram.

Hæklenål: 4 mm.

Størrelse: Den er lavet til mig. Og krøb heldigvis en smule, for de endeløse omgange så pludselig ud til at være alt for vide. Det var de ikke efter vask. Nærmere helt perfekte.

Længden blev så lang, som garnet rakte.

Bemærkninger: Stangmasker i et muslingemønster, der ændrer sig fra lukkede til mere åbne ned over kjolen. Udtagninger er med til at forme, mens indtagninger er ikke-eksisterende.

Jeg har ingen noter. Eller så få, at de ikke er værd at skrive om. Hæklede bare, prøvede undervejs og håbede på det bedste. Udgangspunktet var de hæklede kjoler fra Hendes Verden, jeg hæklede tidligere på året, og som man måske nok kan se et udgangspunkt i – men som også er helt anderledes.

Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan den ses lige her på Ravery.