Feet

I onsdags nåede jeg foden i de mystiske strømper.





Jeg havde faktisk forventet at snoningsmønstret fra benet ville fortsætte ned over foden. Men sådan skulle det slet ikke gå.

Nye snoninger blandende sig med de gamle, og havde min fod været længere, var de gamle snoninger nået tilbage. Jeg ved ikke om mine fødder er exceptionelt mindre end andres, eller om min strikkefasthed er mærkbart anderledes - jeg tror mest på det sidste - i hvert fald var der så lidt fod tilbage, da det nye mønster var strikket igennem, at jeg valgte at forlænge de de sidste to centimeter, i stedet for at vende tilbage til mønstret fra benet.








Jeg har ikke lavet en strikkeprøve, inden jeg gik i gang med strømperne. De passer fint i omkredsen, så når de ikke har helt så mange pinde i længden som andres, handler det nok om det.

Og når det er sagt, har jeg en ide om, at mig, mine fingre og tynde pinde ikke er de bedste venner. Jeg har sagt det før, og gør det sikkert igen. Men det strikkede ser pænt ud, maskerne har en fornuftig størrelse, og de virker meget strømpeagtige.Hvis jeg skal hakke en del af fodens mønster af hver gang jeg strikker strømper, så lever jeg med det.

Jeg har ingen intentioner om at strikke på mindre pinde.

Ikke engang at prøve det.









Og mens onsdag gik med strømpestrik af fødder, er søndag gået med sådan cirka ingenting. Eneste plan for søndag var tøjvask. Det er klaret. Så langt så godt.

Mens jeg forsøgte at finde motiveringen til det der tøjvask har jeg også forsøgt at finde motiveringen til at færdiggøre den hest, jeg startede før jul. Jeg mangler næsten ingenting, alligevel føles det som tager det for evigt.

Jeg har lavet øjne og syet dem fast. Så langt, så godt. Jeg har hæklet halvdelen af de gyldne sko, sådan en åbenbart skal have. Jeg har lavet en krone, der ikke rigtig virker, og jeg mangler stadig at gennemskue en halskæde.

Helt ærligt hvor lang tid kan det tage?

To sko, en halskæde med vedhæng og en krone med en sten på toppen....

Sæt i gang!