Det lukkede rum

Jeg var sent hjemme i aftes, efter et foredrag om strik. Jeg nåede kun lige inden for døren, før Emilies spæde røst nåede mig gennem døren til hendes værelse.

Hjælp! sagde hun, og jeg skyndte mig at smide overtøj og tasker.



Lukkemekanismen til den nævnte dør har længe haltet bagefter. Anders har rodet med den mere end en gang, fået den til at virke igen, og givet hende lange lektioner i hvordan døre bør behandles.

Sidste gang han lavede døren for hende, var det med ordene: Pas på den, og lad være med at være for voldsom, ellers ender den med at gå i baglås en dag.

Den dag var i går aftes.


Jeg prøvede, håndtaget tog ikke fat i noget som helst, døren sad uhjælpeligt fast, og inden længe havde jeg vækket Anders med forventning om at han fiksede problemet pronto!

Det hverken ville eller kunne ham. Klokken var mange, vi bor i en lejlighed med papvægge, han var lige vågnet og man må ikke larme klokken sent om aftenen. Noget andet er at mens jeg blev mere og mere panikslagen - forhåbentlig uden at vise det for meget - sad tøsebarnet og ville bare gerne ud, og Anders havde brug for at tænke sig om inden indgrebet.

Inden længe havde vi fjernet håndtaget, gennem hullet kunne vi se hinanden og flere på hinanden følgende instrumenter blev forsøgt stoppet ind og lirket rundt, i forsøget på at åbne op til det lukkede rum. Intet hjalp.

Døren til vores soveværelse blev konsulteret, kun for at konstatere at alt, der måske kunne have været en hjælp (som at skrue hængslerne af) kræver en åben dør. Det vi ikke havde.





Enden blev at Tøsebarnet (lidt beklemt) lagde sig til at sove og blev lovet redning nu til morgen. Jeg kunne ikke umiddelbart falde i søvn og glemte i bekymringstågen, at jeg skulle til tandlægen i morges, og derfor slet ikke kunne hjælpe med at få pigebarnet ud.

Men det hjælper som bekendt altid at sove på det. I morges kom vi op, jeg gjorde klar til afgang, Anders lagde mentale planer, inden jeg løb ud af døren mod tandlægen og Emilie sendte Anders en sms med ordene: Kan vi få mig ud?

Enden blev en blanding af flere løsninger. Et snit rundt om det der formentlig var størrelsen på låsemekanismen, i et forsøg på at styre ødelæggelsen af døren, og et veltilrettelagt spark for at slå den ind.

Det lykkedes.





Døren kan stadig lukkes, den kan ikke gå i baglås, den kan stadig kaldes en dør og kan ikke ses igennem, den er ikke særlig pæn, men det har den alligevel aldrig været,  og den har fået et nyt - og indbygget - håndtag.

I øvrigt viste den indsparkede og løsnede låsemekanisme sig at være i en temmelig ringe tilstand. Sådan en skal efter sigende være helt lukket...


Nu her bagefter er det en ret sjov historie.
Og tandlægen sagde mine tænder var i tip-top stand.