Messe i Rødovre

Rødovrehallen ligger i min baghave, så når Rødovrehallen slår dørene op for håndarbejdsmesse, er jeg næsten nødt til at gå forbi. Og kigge.

Jeg havde en aftale med Bettina om at følges, men Bettina blev syg. Jeg vidste at Lona skulle derhen, og hun gad heldigvis godt følges. Det gad hendes aftale også. Altså var vi tre.

Jeg gik hjemmefra med et ønske om små firkantede strømpepinde (det der med at strikke fine tynde strømper) og en håbefuldhed om lækkert strømpegarn.

Messen i Rødovre er efterhånden blevet noget af et tilløbsstykke. Der er mange gæster, og antallet af stande er også vokset pænt, siden der første gang blev lukket op for håndarbejdsinteresserede i Rødovre og omegn. Jeg så et par stykker jeg kendte, men fik ikke hilst. Vi hilste og snakkede med flere af damerne fra strikkeonsdagene. Jeg mødte en gammel studiekammerat og fik knus af Karina, som jeg ikke har set i umindelige tider. Det var hyggeligt.

Jeg fandt strømpepinde, og købte tre sæt, nu jeg var i gang. Man skal jo ikke gå ned på udstyr. Og med et mystisk par i gang, som bare ligger og venter, er der god brug for ekstra pinde – specielt da jeg lige følte mig klar til det med strømper. Strømpegarnet kom jeg hjem uden. Der var strømpegarn, bare ikke i den lækre kategori. Og når ingen farver kaldte på mig, var der ingen grund til at købe af den slags, der kan findes alle steder.

Der var næsten for mange mennesker. Men sådan har jeg det altid. Jeg synes jeg havde set det hele før, og fik ikke den store inspiration med hjem. Jo der var lige de der maskemarkører Lona og jeg blev enige om at vi sagtens selv kan lave. Der var også mange indbydende boder, og alle mennesker var glade. Det er det vigtigste.

Altså at det var hyggeligt. Og at jeg, trods manglende lyst til at bruge penge, helt sikkert skal forbi igen næste år.

Det eneste negative var cafeen. Udbuddet var som det var, men køen var for lang, betjeningen for langsom og priserne for høje. Marianne stod i kø afsindig længe for er stykke kage (som vist smagte godt) men droppede kaffen, for en deciliter termokandekaffe til ublu priser kunne hun alligevel godt undvære.

Det er faktisk ærgerligt, for der skal ikke mange ændringer til at det kunne være en superlækker cafe. To om betjeningen af endeløse køer er for lidt (hvis nogen spørger mig). Og når de to har så travlt at noget bliver ved med at brænde på, med ubehagelig lugt til følge, skræmmer det muligvis kunderne væk, og letter betjeningen, men er ikke den fedeste måde at gøre det på.

Vi gik en ekstra runde, kiggede hist og pist og blev enige om at dagen var godt brugt. Jeg tog hjem med mine nyindkøbte pinde (og fandt straks et fint mønster og et nøgle garn herhjemme). De andre tog hjem med lige så knappe indkøb. Men alle med en god oplevelse og efter en hyggelig dag i godt selskab.