Den Gamle By

 Julen har været præcis som den skulle. Og den er slet, slet ikke slut.

Dejlige mennesker, dejligt samvær, god mad og så absolut ingenting ud over det, andet end hvad vi selv har lyst til.



I dag havde vi brug for at komme ud. Vi havde brug for luft og til at se andet end de hjemlige rammer. Jeg havde hjemmefra fablet om Den Gamle By. Nina synes det var en rigtig god ide, og mens mændene blev hjemme, familiens unge mennesker havde forpligtelser sammen med kæresters familie, blev Emilie, Nina og jeg kørt mod byen og oplevelser i en svunden tid.

Planen var at se halvfjerdserboligerne. Specielt dem, der er kommet til, siden jeg var der sidst. Men selvfølgelig kunne vi ikke gå gennem den meget ældre del af byen, uden også at kigge ind i mange af de fine julepyntede hjem.

Første stop var stiftelsen, der ligger knap inden for indgangen. Udefra kunne vi se en strikkende dame, og det kunne vi ikke gå forbi. Stiftelsen er fra midten af attenhundredetallet og et sted, der husede præsteenker og adelige jomfruer.
 


Damen i vinduet viste sig at være en præstedatter. Hun sad ved vinduet i lyset og strikkede, mens hun pænt og ordentligt, uden en eneste gang at falde ud, blev i rollen. Vi var faktisk ret imponerede.

Specielt da hun kiggede på Emilie og, med et blik på håret, konstaterede at hun måtte være datter af en farver. Jeg havde hue på, og først da vi efter en lang snak og filtning og broderi, om Sydafrika og Slegsvig, og om aldrig at gå alene, hvis ikke lige hun skulle ud at gøre handel eller besøge Amalie, sagde farvel og god jul, så hun pludselig at også jeg måtte være datter af en farver.

Videre købte vi lækkert julebag hos bageren, hvor de stegte ænder stod på række i køkkenet, hver forsynet med et halvt spillekort. Køkkenpigen til de respektive ænder havde den anden halvdel af kortet, så hun ved afhentning fik den rigtige and med hjem.

På Torvet var der både julen gennem historien i den gamle købmandsgård, julebutik, ju'lumhej og julemuseum, inden vi endelig begav os mod '74 bydelen.




Seks nye lejligheder og et knallertværksted var føjet til siden sidst. Nina havde endnu de første lejligheder til gode, så vi startede med de nye, og nåede de først opførte lige inden klokken var over fem, byen lukket og vi i mørket fandt vej mod udgangen, mod bussen og mod turen hjem.

Jeg er pænt imponeret af halvfjerdserbydelen, der i den grad giver minder om min barndom. Det er nærmest som at komme hjem. Jeg tænker at når det er oplevelsen, kan de ikke have ramt helt forbi.

Der er stadig bygninger på vej, og dermed er der stadig mange rigtig gode grunde til at vende tilbage.