Merletto Mitts

Det er ikke alt julestrik, der behøver vente til efter jul, før det kan blive vist frem.

Adventsgaver for eksempel. Som de her fingerløse vanter Emilie fik sidste søndag. En dag for længe siden sad Emilie og kiggede i den kasse med garn, jeg tilfældigvis havde stående fremme. Op fra kassens dyb fandt hun et nøgle lækkert og blødt, men først og fremmest pink garn. Kan det ikke blive til pulsvarmere? Spurgte hun. Jeg mente at det kunne det nok godt, lovede ingenting, huskede og fik strikket inden adventsgaverne blev pakket ind.







En nissehue har på samme baggrund også set dagens lys, men da vi endelig i går fandt lys nok til at fotografere håndvarmen, var Emilie lige præcis snottet nok til at hænder nok kunne stå model, men hovedet helst ville friholdes. Vi prøver bare igen næste weekend.

Tilbage til de halve vanter. De faldt i god jord, da de blev pakket op. Passer fint, blev straks taget i brug og er siden omtalt med positive gloser i retning af både super bløde og dejlig varme.

Så kan det næsten ikke blive bedre. Specielt da garnet har ligget længe, forsøgt brugt flere gange, men aldrig rigtig har fundet det rigtige projekt. Jeg har mere af garnet, og nu ved jeg heldigvis at pulsvarmere er et godt udgangspunkt for brug.














Design: Merletto Mitts af Jody McKinley.


Garn: Pure fra South West Trading Company. 100% Soyasilke og meget blødt. Jeg havde håbet på at bruge hele det pink nøgle, men der er tydeligvis grobund for endnu et par, blot denne gang lilla med pink kant.

De færdige pulsvarmere vejer 40 gr.


Pinde: Strømpepinde 3,75. Der måtte flere prøver til, før strikkefastheden føltes rar.


Størrelse: De passer Emilies hænder. Jeg tog dog udgangspunkt i mine egne, men det er vist nærmest det samme.







Bemærkninger: Det var garnet der bestemte, altså måtte opskriften indordne sig, og endte med at blive mere vejledende end en egentlig opskrift. Garnet og dermed pindene er nemlig langt fra og del tykkere end opskiften angiver, hvorfor der måtte rettes noget til.

Jeg startede med selve hånden, hæklede en række luftmasker af et stykke bomuldstråd, samlede masker op i luftmaskerne og havde dermed mulighed for at strikke ribmanchetten til slut - og så lang som garnet tillod. Det tillod dog langt mere længde, end jeg endte med at synes nødvendigt.
Jeg nøjedes med 34 masker. De 18 endte som en mønsterrapport oven på hånden bestående af en hulmønsterrapport, en snoning og endnu et hulmønster.

Til tomlen tog jeg ud omkring en enkelt maske 6 gange og endte med 13 masker, der blev sat på en snor til senere. Den enkelte maske blev slået op igen og hånden fortsatte lige op, til jeg havde strikket 6 mønsterrapporter og kunne lukke af.

Maskerne til tomlen blev tilføjet 5 opstrikkede masker langs hjørner og overdel af tommelhullet. De 18 masker fik tre omgange glatstrik, inden 5 omgange rib og en aflukning.









Jeg fandt en elastisk aflukning på youtube - jeg kan ikke huske hvad den hed, men en afart af Jenny Surprisingly Stretchy Bind Off, og afsluttede ribben, der blev strikket op ad armen af de masker luftmaskesnoren holdt i skak til hånden var afsluttet.

Jeg har glemt hvor lang jeg strikkede ribben, men den går langt nok op ad armen til at varme, når frakke ikke er helt tæt.

Jeg afsluttede med en omgang fastmasker og en omgang hæklede muslinge langs den øverste kant.




Har du lyst til at se flere billeder af pulsvarmerene, kan de ses lige her på Ravelry.