Mellem hormoner og respekt

Der er noget svært tilfredsstillende ved at gå ind i den ottende klasse, som længe har været kendt som en af skolens mest problematiske klasser, tale med noget store bogstaver, fortælle dem at mine timer ikke bare er en fritime (som en af dem fik sagt noget i retning af sidste uge), klargøre at jeg har besluttet at i dag skal de bruge den første time på at lave lektier og den sidste halve time går vi i salen for bevægelse og lidt sjov – og de så straks klapper computerne op, finder grammatik eller matematik og bare går i gang.

Jo vel er det en udfordret klasse, og vel kan en del af dem være noget øretæveindbydende. Men hold op hvor er det også en flok skønne unger. Unger som jeg har kendt i mange år, og som jeg til stadighed glæder mig til at være sammen med.