Siden Henriette flyttede fra Brønshøj har jeg kun set hende en enkelt gang. Vi har skrevet og vi har snakket lidt ind imellem. Men indrømmet - jeg er ikke den der er særlig god til at tage kontakt og det er bare alt for længe siden.
Nu skulle det være og trods forhindringer lykkedes det mig at finde frem til dukkehuset i lilleputbyen Rødby. Det lykkedes mig også at finde ud af at Rødby Havn ikke er havnen i Rødby, men en helt anden by. Altså to byer med fem kilometers mellemrum og potentiale for sammenvoksning hvis Femernforbindelsen nogensinde bliver til noget.
Sådan er der så meget, og der er ting jeg ikke ved. Og jeg blev klogere.
Der er hyggeligt i Rødby. Helt derude på landet, hvor buschaufførerne hilser velkommen og holder stille til alle har sat sig. Derude, hvor der ikke er langt til markerene, men Netto alligevel har samme åbningstider som på stenbroen.
Derude, hvor julelys pludselig får en hel anden mening og oplyste hovedgader i små landsbyer virker langt mere hyggeligt, smukt, flot og virkeligt end strøget i København eller pyntningen af forsiden på D'Angleterre.
Derude, hvor Henriettes lille dukkehus tegner til at blive rigtig hyggeligt. Faktisk allerede, trods manglende sofa og endnu utømte kasser. Ikke kun inde, men også udefra på en mørk aften. Jeg fik en rundtur i byen, jeg hørte klokkerne på kirken lige ved siden af, jeg fik the i spandevis, hygge, snak, strik og et visit hos yndlingsnaboen Viola, der diskede op med lagkage og et julepyntet hjem.
Det er dejligt at vide at der mennesker alle steder, der passer på hinanden, og det er dejligt at se, knuse og følge op.
Nu er jeg hjemme igen, og pludselig er julen rykket alt for meget nærmere og jeg har alt for meget travlt med alt det der endnu ikke er nået.. En flok pladsbilletter mod Århus, for eksempel. På den anden side når vi også frem, hvis vi skal stå op...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar