Det er efterhånden længe siden den lokale bordtennisklub inviterede til mesterskab. Sådan et der giver vinderen adgang til et større mesterskab og endnu videre, skulle man komme så langt.
Vi måtte stille med to hold, det måtte de to andre Caféer i kommunen også. Altså et max på seks hold, hver bestående af fire børn - to drenge og to piger - med mulighed for et utal af kombinationer mellem single og double.
Vores unger var klar og gik i skarp træning, inden en miniturnering kunne udpege de endelige otte deltagere. Vi meldte til og ventede spændt. Desværre var der kun et enkelt hold mere tilmeldt. På den anden side betød det, at vores mulighed for at gå videre var betydeligt øget.
Endelig nåede vi dagen - eller dagen før - turneringen skulle spilles. Det viste sig dog at det modspillende hold havde glemt at kigge i kalenderen og ikke kunne netop den dag. Ikke noget problem, sagde jeg, og mente blot at en udsættelse ville give mere tid til træning inden mesterskabet.
Næste gang aflyste vi. Vi turde ikke. Tøsedrenge muligvis. Men Bodil kom i vejen. Hverken Henrik eller jeg havde lyst til at stå med en masse børn midt i en storm.
Altså blev det i dag. Og det blev sjovt. Og der blev spillet igennem. Og kampene var tætte. Og vi vandt. Eller vores ene hold vandt. Det andet kom lige efter. Så nu skal der for alvor trænes.
Vi fik også en pokal.
Så måske skal der også findes en hylde og en skrue eller to. Den skal selvfølgelig stå pænt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar