Det store togroderi #2

Nå, men jeg er egentlig i gang med at fortælle historien i foreløbig tre dele om mine togrejser i umiddelbar fortid. I anden del står roderiet fuldstændig på min regning, og mens jeg stod midt i det og kunne mærke panikken komme snigende, havde jeg også en afsindig lyst til at grine højt og inderligt - for hvor dum har man egentlig lov at være...

Jeg skulle selvfølgelig også hjem fra Henriette, og da overskuddet var stort, hyggen i top og og glæden til stede, udskød jeg rejsen til allersidste minut, med det resultat at jeg først var hjemme midt om natten. Det sidste tilskriver jeg helt sikkert togrejsens mest forfærdelige og sjove hændelse... jeg var ikke særlig frisk. Faktisk ret træt.

Denne gang passede alting sammen, og jeg ventede ikke længe hverken på bussen fra Rødby mod færgelejet længere sydpå eller toget, der ville køre mig næsten hele vejen hjem. Til gengæld var jeg meget alene. Ganske få passergerer stod af toget da det nåede færgelejet, men jeg var den eneste der stod på.

Meget længe var jeg den eneste i hele toget - en meget mærkelig og lidt spøgelsesagtig oplevelse, en mørk nat ude i ingenting. Det var sent, jeg var træt og inden længe var jeg mere sovende end vågen.

Et sted inden Roskilde stod to unge mænd på. De var udstyrede med hver deres flaske sprut og skulle i byen. Længe inden jeg så dem, var det tydeligt at flaskenes indhold ikke længere befandt sig i flaskerne og mens de snakkede om piger, bryster, tunger begravet i andres munde og om at knalde den første den bedste, besluttede de at sætte sig lige ved siden af mig.

Hvorfor ved jeg ikke. Jeg ville hellere sove end lytte til dem, og resten af toget var som sagt tomt...

Det gik selvfølgelig hverken værre eller bedre, end jeg inden længe blev budt på både gin og et forsøg på at tydeliggøre hvem af dem der så mest frisk ud. Jeg følte mig lidt gammel, da jeg ikke kunne lade være med at tænke at med den fart de tømte flaskerne, ville det muligvis være lidt svært at nedlægge de der tøser, de storskrydende talte om. Endsige se dem.

Faktisk var de afsindig morsomme, men det undlod jeg at fortælle dem. Jeg tvivler på de ville have opfattet det som et kompliment... hvilket det vel egentlig heller ikke var.

Endelig stod de af, jeg åndede lettet op og begyndte at pakke mig sammen. På Høje Taastrup stod jeg af, kunne gå direkte over i S-toget og lige idet det satte i gang gik det op for mig, at min kuffert stadig stod i toget!

Følelsen af panik bredte sig ret hurtigt. Jeg vidste at der ikke var andre med toget. Jeg vidste det ikke kørte længere end til Hovedbanen. At Hovedbanen var første og eneste stop, og at der formodentlig ville være nogen, der gik gennem toget, inden det næste morgen igen satte ud i verden. Alligevel var det svært at holde følelsen af panik stangen.

Samtidig var det en lille smule svært ikke at se alt det komiske i situationen. For hvordan kunne jeg glemme min kuffert??? Min eneste forklaring er, at jeg havde kufferten i den ene hånd på vejen ud. På vejen hjem havde jeg også en pose, og den havde jeg i hånden da jeg steg ud af toget.. altså havde jeg noget i hånden. Eller også var jeg bare afsindig træt.

Alle de allervigtigste ting havde jeg på mig. Jeg fandt hurtigt et nummer til DSB og fik fat i en nattevagt. Min tanke var at blive siddende i S-toget helt til Hovedbanen og få fat i kufferten med det sammen. Men det kunne ikke lade sig gøre. Toget var ikke bemandet og blev kørt væk med det samme. Men - sagde damen - de finder den i morgen tidlig, og så kan du hente den på Hittegodskontoret.

Jeg var tidligt oppe næste morgen. Meget tidligt. Men Hittegodskontoret er ikke sådan at bide skeer med. Jeg ringede - mange gange - uden at få kontakt, og i sidste ende endte jeg med at tage derind. Min kuffert var stadig væk, det viste sig nemlig at ting bliver samlet sammen og fragtet til hovedcentralen et par gange om ugen. Ganske logisk, når jeg tænker over det, men ikke desto mindre panikfremkaldende, da jeg stod der.

Jeg fik min kuffert. Men først to dage senere. Ventetiden gav både grobund for gode grin og en smule angst sammen med en beslutning om at det er første og eneste gang jeg nogensinde glemmer min kuffert i et tog. Eller andre steder.

Håber jeg!