Aioli

et der med påske og familie og traditioner, der er jeg ikke særlig hjemme. Jeg betragter i højere grad påsken som ekstra og dejlige fridage. Anders har valgt at betragte påsken som en mulighed for ekstra høj fortjeneste, når chefen tilbyder noget der tangerer mere end 200% lønning.

Ungerne nyder bare dagene, gør det de har allermest lyst til, det betyder ikke nødvendigvis det foregår her, men i dag og i aften er vi alle hjemme, og jeg tænkte vi skulle have ekstra lækkert mad.. Ungersvenden går så lige nu rundt og mumler, for han har lige besluttet at tage ud til en kammerat, men da menuen blev nævnt, blev han noget utilfreds, for det er en af hans yndlinge.

Som tilbehør tænkte jeg ailoi. Det har jeg endnu aldrig prøvet at lave.. men hvor svært kan det være.. Tænkte jeg.. og fulgte opskriften…. som mislykkedes fatalt.

Næste omgang lyttede jeg til Anders og gjorde som han sagde: Først: knus hvidløgene i en morter. Jeg har faktisk heller aldrig rigtig arbejdet med en morter – det bliver så også sidste gang. Selvom jeg generelt er temmelig tålmodig, udeblev tålmoden fuldstændigt i forhold til hvidløg og mosning, jeg formåede at smadre morteren og startede endnu engang forfra.

Nu har jeg skålfuld aioli.. det ser rigtigt ud, det smager sådan set fint.. hvis ikke det var for den bitre eftersmag.

Er det hvidløgene? tænker jeg.. Jeg ved der er forskel i smagen, i forhold til om de bliver moset, kværnet, hakket eller presset.. måske var de bare bitre.. eller er det olien? eller noget andet…

Under alle omstændigheder er jeg ikke tilfreds, men omvendt gider jeg ikke en gang til. Måske virker det bitre bedre sammen med resten af maden, måske ryger det hele ud, i aften. Jeg ved det ikke, men jeg ved jeg har en skålfuld hvidløgssmagende mayonaise i køleskabet.. og jeg vist skal ud og kigge efter en ny morter :)