Ernæring

   aftes bagte jeg tærte. Sådan en fyldt med kartofler og chorizo – hvis der havde været noget. Det var der ikke, så det blev bacon.. og feta, bare fordi det smager godt.

Sammen med en god gang salat blev det et ret godt måltid, og da der i morges stadig var en hel tærte tilbage – jeg bager altid to… så passer målene bedre… eller noget – besluttede jeg at aftenes menu var hjemme og supplerede kun med nogle af de gode oliven og små fyldte chilipebre.

Den planlægning varede helt til jeg kom hjem og der midt på køkkenbordet stod en halv tærte… Hmm tænkte jeg. Anders vidste selvfølgelig ikke, jeg havde planlagt tærte til aftensmad… så jeg laver da bare en gang pastasalat ved side af… så er en halv tærte sikkert nok.

Det var så heromkring, det gik op for mig at al den salat og alle de grønsager jeg mente vi lå inde med, deltog i gårsdagens opsnittede… Ermmm.. pastasalat uden hverken det ene eller det andet er altså ikke særlig spændende..

Samtidig viste det sig at det slet ikke var Anders, der havde forgrebet sig på tærten. Det havde såmænd ingen ringere end vores superkræsne Ungersvend. Når sådan en kræsenpind pludselig har spist en halv tærte fyldt med kartofler, er der ikke rigtig andet at gøre end klappe i hænderne, tilbyde ham den anden halvdel til frokost i morgen og ellers love at bage mere i nær fremtid.

Så det gjorde vi, og opgav al ydereligere madlavning til noget så politisk ukorrekt som grillmad.. Det var der sjovt nok ikke nogen, der klagede over!