Småblomstrede kranier

ndelig er symaskinen igang igen og spinder som en anden mis – det er næsten en ny maskinen sat i forhold til den hoppen og harken, der også afstedkom klirren af alting indenfor meters rækkevidde, den forhen lod lyde.

Gårsdagens syning gik meget hurtigere end jeg havde forventet og formiddagen har samlet langt størstedelen af de stjerner der i sidste ende skal danne grundlaget for et tæppe til ungersvenden.

Et tæppe han selv har valgt tema og farveskala for. Et tæppe han selv har godkendt de stoffer og mønstre til, jeg fandt frem. Og et tæppe der kombinerer det romantiske patchwork med emo og ungdom, sat sammen af både blomster og kranier.

De sidste blokke mangler, før den store samling. Jeg løb tør for nåle, så den endelige stjernesyning måtte ty til to omgange. Når først jeg når dertil, går projektet nok en smule i stå, for jeg har hverken stof til kanter eller bagbeklædning… så langt var jeg mentalt slet ikke kommet.

Men kommer tid, kommer råd og lige nu er tiden i højere grad til en tur under dynerne, for mit kranie duer ikke til arbejde, for slet ikke at tale om at tænke, og selvom jeg altid føler en smule dårlig samvittighed ved sygemeldinger, måtte jeg alligevel ringe afbud i forsøget på at gøre som jeg altid siger andre skal – at passe på mig selv.