Sandskulpturfestival

 

I år det er ti år siden Hundested slog dørene op for den årlige sandskulpturfestival. Vi så den sidste år, endda på dagen for i dag - fortalte mine billedeminder i morges - og selvfølgelig skulle vi også se den i år. Nu vi er på de kanter.

Sidste år boede vi tættere på Hundested og en kort cykeltur bragte os til toget. I år er turen noget længere og lidt mere omstændig. Jeg vidste godt at uden for hovedstaden kører busser og tog ikke hver og hvert andet øjeblik og et opslag på Google meldte dog også om mindst tre busser og en tur i omegnen af to timer.

Hvorfor togmulighederne ikke dukkede op, skal jeg lade usagt - jeg ved det ikke - men ingen af os er de store tilhængere af busser, vi bliver begge køresyge og busser giver ikke meget rum til bevægelse. Nej giv os til hver en tid et tog. Altså rettede jeg lidt i indstillingerne på ruteplanen og endte med en tur på halvanden time og blot to tog - rent kilometermæssigt noget længere. 

I sidste ende tog det alligevel omkring to timer, for vi gik ind til stationen fra sommerhuset og det kræver også noget tid. Men at sætte sig i toget fra Gilleleje til Hillerød og derfra skifte til toget mod Hundested er langt at foretrække for tre forskellige busser, der stopper mange flere steder. 

Fremme i Hundested fandt jeg maskesnører hos Strikkehjørnet og Anders kaffe hos Kamelens Kys, som hævder at have byens bedste kaffe. Anders håbede det ikke var rigtigt, for nok var kaffen i orden, men ikke mere end det. Vi fandt senere det lille kafferisteri, som duftede skønt af kaffe. Han smagte ikke, men købte på stedet en pose bønner med hjem.

Før sandet gik vi en tur på havnen og mødte flotte træskibe.

Sandskulpturfestivalen her i år temaet Jorden Rundt. 

Vi var både imponerede og lidt skuffede. Sandskulpturer er som udgangspunkt imponerende, men på en eller anden måde var der flere kedelige skulpturer i år end sidste år. Skulpturer der ikke rigtig sagde os noget - og her er det helt sikkert øjet der ser. 

Til gengæld var de virkelig imponerende værker voldsomt imponerende. Specielt Venedig der danser sammen med Harlekin og Columbine gennem maskeraden. Den aboriginske australier mellem bjerge var også vild at se på, mens det japanske træsnit med alle de rigtige detaljer er ret fantastisk at se udført i sand. 

I et mindre værk med templer fra flere steder i verdenen  blev jeg ramt af den indiske gudinde, der ligesom de japanske damer var helt rigtig. En hollandsk kunstner havde genskabt en flok babuskaer, de var ikke som sådan specielle, men fik mig i den grad til at tænke på Oscar, der holder meget af at lege med damerne, der kan skilles ad.

Efter sandet spiste vi frokost på Halsnæs Bryghus. Det var lige så godt som sidste år, og vi kan konstatere at tallerkenerne er velfyldte, og at tre forskellige til deling var lige ved at være i overkanten.  

Det regnede inden vi var færdige med at spise, og bagefter viste det sig at vi lige netop kunne nå toget tilbage. Undervejs blev vi enige om at der ikke nødvendigvis var behov for at skynde os videre til det næste tog i Hillerød og gik i stedet en tur gennem byen mod slotssøen, og stien langs, inden vi købte flødeboller hos Chokolade Mageriet. 

Tilbage i sommerhuset igen gik vi begge mere eller mindre i brædderne med hver vores småsysler, inden vi blev enige om at aftensmad ikke var nødvendig, overvejer at se solnedgangen i morgen ved stranden og ellers bare er på vej i seng.

En skøn dag er slut.

Tour de Fleece - uge 1

 

I omkring femten år har spindere verden over udfordret sig selv, når de gennem de tre uger cykelsportens elite forcerer bjerge i Frankrig, spinder på livet løs, med et mål om at spinde på livet løs, spinde noget de ikke har prøvet før, eller på anden måde tage udfordringen op.

I år er selvfølgelig ikke nogen undtagelse, og selvom jeg ikke har lyst til at spinde så gnisterne slår, er der alligevel en udfordring i at spinde hver dag, se hvor langt jeg når, uden at overanstrenge knæ og stadig have tid til at strikke eller hvad jeg ellers har lyst til.

Jeg besluttede at det grønne uld jeg selv farvede skulle være mit Tour-projekt, startede faktisk et par dage før, huskede næsten at tage billeder hver dag og endte den første uge med at have to næsten fyldte spoler. 

De små spoler der hører til den lille rok kan ikke indeholde store mængder uld, og de lidt over firehundrede gram merino jeg endte med at have, vil nok i sidste ende skulle fordeles på seks spoler, for også at have en fornuftig fordeling til at tvinde et tretrådet garn.

Altså er de første to ikke fyldt helt op. Den tredje skal gerne fyldes nogenlunde ligesådan og de sidste tre vil nok indeholde hver ende med at indeholde lidt mindre.

Jeg spandt hver dag. Jeg kan konstatere at tre kvarter - ad gangen - er omkring maksimum mit knæ bryder sig om. Jeg kan sagtens spinde tre kvarter flere gange om dagen, men mindre endnu flere gange er i virkeligheden det der føles bedst.

Når ulden er forberedt som den er her, i meget små portioner, er det let at sætte sig ind imellem og spinde to-tre-fre-syv-ti små dunter ad gangen og så bliver det pludselig til noget.

I Tour de Fleece Touren er planen er holde sig til ruteplanen for cykeltouren - hold hviledage som på touren, udfordre dig selv ekstra meget på de hårde cykeldage eller spind i lang, lang tid på de lange etaper. 

Jeg holdt ikke hviledagen i hævd. Til gengæld lod jeg rokken blive hjemme (kunne ikke lige overskue at spænde den øverst på cyklen og med toget - og hviler derfor hele denne uge.

Jeg har heller ingen intentioner om at blive færdig i løbet af tre uger, men det at vide at der verden over sidder spindere og spinder af hjertets lyst, får mig alligevel til at spinde lidt ekstra som dagene går.

De to fyldte spoler er mere end jeg havde forventet - og ja, jeg ved godt at der rundt om sidder folk og  spinder i et tempo jeg slet ikke kan følge, måske slet ikke har lyst til at følge - og jeg er list spændt på hvor langt jeg når, når vi igen er hjemme og den sidste uge står for døren.

Skibshallerne Gilleleje Museum

 

Som alle de andre lejer langs den Sjællandske nordkyst, var Gilleleje i tidernes morgen et mindre fiskeleje. Siden blev det mondænt at tage til kysten i sommerferierne, priserne steg og i dag afspejles det tydeligt, når vi køber ind, at området ikke er uden midler.

Men fiskeriet fornægter sig ikke. Der er stadig en fiskerihavn (og en stor lystbådehavn) som jeg uforvarende fik forvildet mig hen til i går. Jeg kan godt lide fisk, men lugten af fiskerihavn er jeg ikke specielt tilhænger af.

Nærmest midt i byen ligger Skibshallerne, der fortæller historien om fiskerne i Gilleleje. Samme sted ligger Gilleleje museum, der fortæller historien om byen, om skolegang, om hverdagsliv og om de første sommergæster. 

Det er et lille undseeligt museum, som vi besøgte i formiddags. Til trods for størrelsen rummer museet mange spændende aspekter, vi brugte længere tid end vi have forudset, og måtte indrømme at være temmelig sultne da vi gik derfra. 

Museet er bygget op om en række gamle huse og bygninger, der med tiden - eller måske altid - er blevet en del af museet. vi startede i skolestuen med pulte fra den nedlagte Gilleleje Skole. Pulte i alle afskygninger stod på rad og række, mens udstoppede dyr stod på hylder i skabe og de gode gamle nedtrækskort var at finde bag katederet. 

Jeg havde engang en skolepult. Sådan en med plads til to elever, blækhus og mulighed for at åbne og gemme tavle og kridt under bordpladen. Jeg tror nok den blev reddet fra den lokale skole overfor min farmor og farfar, da den lukkede, eller skulle have nye møbler. Jeg synes den var skøn, men måtte opgive den under en flytning for længe, længe siden. Jeg erindrer tydeligt at jeg ikke var tilfreds med at min mor smed den ud.

Sådan et gensyn med skolepulte bliver altid lidt nostalgisk.

I en anden længe af hovedhuset er indrettet ferielejligheder for folk fra stenbroen. Små forhold, som nok har været temmelig eksotisk, når man var vandt til mursten og larmende naboer. De små  lejligheder står som de har set ud i halvtredserne og tredserne, og rummer meget mere end man lige tror. 

Længere henne står noget der ligner en lille skurvogn. I efterkrigsårene begyndte man at bygge sommerhuse i området, men restriktioner betød at man ikke bare måtte bruge træ til at bygge sommerhuse af. Man måtte til gengæld godt bygge et redskabsskur af træ, og efter sigende skulle den bygningssagkyndige, der synede det lille redskabsskur have sagt, at det var et af de mest solidt byggede redskabsskure han havde set, man skulle næsten tro det skulle bruges til sommerhus...

Vi tænker indmaden først er blevet sat ind efter synet. Trods størrelsen var der lige præcis plads til fire køjer og et meget lille køkken med plads til to stole om et lille bord. Familien der byggede huset boede i København i en lille toværelses lejlighed, bestod af to voksne og tre børn, og har ganske sikkert elsket deres lille feriebolig, som alt andet lige kunne mere end et telt.

Helt oppe ved vejen står en gammel ejendom, der sender tankerne til Frilandsmuseet og også er indrettet som der har set ud helt op til forrige århundredskifte. Jeg manglede information om hvordan huset har været brugt, og vi blev i tvivl om hvor mange der mon har beboet huset, der er ret stort, rummer mange værelser og snildt kunne havde været et tofamilieshus.

Først på vej ud, fandt vi en lille planche der fortalte at huset i sin tid blev bygget og beboet af bygherrens familie, senere blev der bygget til, en aftægtsafdeling lagt til og pludselig gav de mange værelser mening. Siden giftede en datter sig med en skomager, der indrettede skomagerværksted i en del af huset, der blev bygget mere til og da skomageren døde, ernærede enken sig som rullekone. 

Jeg er muligvis lidt nørdet, men jeg kan godt lide de gamle historier. 

I en gammel hal er der fundet plads til en udstilling om jødernes flugt mod Sverige først i 1943. Gilleleje blev et omdrejningspunkt og det viste sig at der både var gode tyskere (der vendte det blinde øje til, og endog hjalp) og mindre gode danskere. Udstillingen er faktisk ret spændende og har som hovedattraktion en jolle, der blev brugt under flugten. Desværre er der sindsyg meget tekst og ikke ret meget at se på, og det bliver hurtigt kedeligt. Det kunne sikkert gøres langt mere spændende, men koster sikkert også, og små museer har vist ikke de store midler. 

Midt i det hele ligger skibshallerne, en stor nybygget hal, der med plancher, billeder og udstyr viser fiskernes historie i et lille samfund, der levede af fisk. Vi brugte mest tid her, lærte nye begreber og så værktøj ingen af os havde helt styr på.

Der er flere både i hallerne. Gamle små joller, der har været rammen om levebrødet for hele familier. I den ene stod flere mindre trækasser. Min første indskydelse var madkasser, men tænkte videre at det nok var værktøjskasser. 

Adspurgt mente Anders jeg tog fejl. Det kunne ikke være madkasser - indtil vi gik rundt om båden, fandt et skilt og kunne konstatere at min første indskydelse var helt rigtig.

Der var andre spændende informationer i udstillingen. Fiskenet for eksempel - selvfølgelig startede  fiskekonerne med selv at spinde hørtråd, som blev bundet til net. Senere købte man bomuldstråd. En enkelt detalje blandt de mange, mange dele et fiskerliv indeholdt.

Heirloom Genser

 

Emilie kigger stadig strikkeopskrifter og har en liste så lang over alle de sweaters hun forventer at skulle have. Hun er helt med på selv at købe garnet, hvilket betyder at listen kan vente længe.

Det resterende uld fra Augustins No 14, regnede hun længe på, og fandt en kort tæt trøje, som hun var sikker på, der ville være garn nok til. Suppleret med blød mohair viste det sig at hun havde ret (jeg nåede faktisk at blive lidt i tvivl) og dermed blev hun endnu en trøje rigere. 

Heirloom Genser af Fabel Knitwear var nem at strikke og jeg lavede næsten ingen ændringer undervejs. Jeg nåede at tænke at det ville have klædt den at ringe halsen fortil, men gjorde som der stod. Vi snakkede længe frem og tilbage om hvorvidt jeg skulle pille det hele op og starte forfra, men ønsket om færdiggørelse vandt og selvom hun godt kan se hvad jeg siger, er hun tilfreds med det færdige resultat, der er superfin over en kjole. 

Design: Heirloom Genser af Fabel Knitwear.

Garn: en tråd Geelong Merino fra Garnudsalg i farven Sand og en tråd Støvet Rosa Friendly Fraya SilkeMohair fra Stoff og Stil.

Der gik 196 gram uld og 85 gram mohair til den færdige trøje.

Pinde: 3,5 mm til kanter og 4 mm til resten af trøjen.

Størrelse: Jeg strikkede stort set efter størrelse Medium.

Bemærkninger: Skulle jeg strikke den igen, ville jeg lave vendepinde ved halskanten, så der rent faktisk er en halsudskæring fortil. Som det er nu, går halskanten lige over i samme højde for og bag. Det er lidt ærgerligt. 

Konstruktionen betyder at skulderene bliver skrå og tilpasset kroppen. Emilies skuldre var ikke brede nok, så jeg sluttede skulderudtaget efter 14 udtag og gemte de resterende 4 masker til senere udtag.

Blondemønstret fortil passede ikke med maskeantallet og var forklaret så der ville være en glatstrikket maske mere på den ene side af blondestykket end på den anden side. Det kunne jeg ikke have, og endte med at strikke to masker sammen midt i blondestykket i stedet for tre, og fik dermed lige mange masker på begge sider af forstykket (og en maske mere i alt, men det er til at leve med).

Blusen er med pufærmer, som var ret vigtige for Emilie. Opskriften giver anvisninger til to typer ærmer. Emilie var ikke i tvivl om at hun skulle have det største puf, og jeg gik derfor efter de distinkte pufærmer.

Da jeg nåede længden for ærmegabet, var planen at lægge de fire manglende masker fra skuldrene til under armen, men en prøvning viste at Emilie havde brug for et lidt længere ærmegab, og dermed kunne jeg lægge de fire masker til som udtagninger over de ti ekstra pinde jeg strikkede inden kroppen blev samlet. 

Det betød at jeg havde lidt flere masker til ærmerne og strikkede dem stort set efter anvisningerne til størrelse Large. Jeg tog vist lidt anderledes ind, for at få maskeantallet til at passe i sidste ende.  

Vil du se flere billeder af trøjen kan de ses på Ravelry.

Tinkerup Strand

 

Vi startede dagen med en tur til stranden. Ifølge beskrivelsen af huset vi har lejet, ligger det sekshundrede meter fra standen. Jeg ved ikke hvem der har målt, men vedkommende har nok været en smule optimistisk - der er snarere dobbelt så langt.

Ikke at det gør os noget.

Jeg har cykel med, så indkøb kan transporteres, og da vi vidste at vi skulle videre mod Gilleleje og mulighederne for proviantering, kørte jeg i forvejen. Strandene langs Nordsjælland er ikke kendte for fint sand, men masser af sten.

Stranden ved Tinkerup har både sten og sand i den helt rette blanding, der betyder at der nok ligger sten, men ikke så de er i vejen. Jeg nåede både i og under vandet, mens Anders nøjedes med at soppe. Tanken om en morgendukkert ligger lige for, nu får vi se om den er lige så indbydende i morgen når jeg vågner.

Ingen af os er strandløver, og da vi begge var blevet våde, og jeg havde nået et par omgange på den medbragte strømpe, begav vi os videre.

Anders valgte at gå langs stranden - og konstaterede at de første hunderede meter egnede sig fint, mens resten af vejen var knap så befordringsvenlig. 

Jeg valgte den højereliggende cykelrute 47 langs kysten og fik ud over en skøn tur mod byen, et god udsyn over vand mod Sverige, der i dag viste sig fra den smukkeste side. 

Fremme i Gilleleje var vi byen rundt, fyldte cykelkurven med fornødenheder, inden jeg cyklede tilbage og Anders tog turen til fods.

Vi nåede hjem inden tordenen satte ind. Det lød som regn, det lignede regn, men der skulle gå mange timer inden vi så vand fra oven, og slet ikke i mængder der kunne flytte lidt på den tunge luft.

Må man ønske regn i nat?

Masker på en søndag - Uge 26

 

Ugen kort:

• Feriens første uge er slut. 
• Jeg har ikke lavet så meget af det jeg troede jeg skulle, men så har jeg lavet så meget andet.
• Oscar og far var forbi til mad tirsdag. 
• Oscar var ikke helt tilfreds med de grønne pandekager, da det viste sig der ikke var sukker til.
• Grønne pandekager var ellers ret spændende.
• Emilie og jeg nåede at se Marcoeffekten i den lokale biograf inden den blev taget ned. 
• Vi synes begge den var god, og synes også det var lidt mærkeligt at se Anders Mattesen i jakkesæt og utjekket hår.
• Jeg mødtes med strikkedamerne i Glostrup til første fysiske møde i noget der føltes som årevis.
• Det var skønt.
• Tøsehygge i Lottes have med de kollegiale tøser var superhyggeligt.
• Jeg fik Anders til at hente mig, og lokkede med Peters rom.
• Det blev et par superhyggelige ekstra timer, inden vi gik hjemad.
• Emilie nåede at blive urolig. 
• Emile passede Oscar mens forældrene var i teatret. Sådan en omgang pasning involverer hele familien.
• Jeg er færdigvaccineret og har mindre ondt i armen end efter første stik.
• Ellers ingen bivirkninger.
• I dag er det tre år siden min far døde. Han dukker stadig tit op, og giver gode råd om alt fra håndværk til historielæsning. 
• Vi er taget hjemmefra en uges tid og er havnet i et sommerhus lige uden for Gilleleje med udsigt til marker og fuglefløjt.
• Vi har lejet det sjoveste sommerhus, der mest af alt ligner et forlagt tag, men rummer masser af lys.
• Et par kilometer hver vej ind til Gilleleje efter indkøb til aftens- og morgenmad indkasserede en vabel under fodballen...

'

Læse:

Historien om stenen under gulvet i Frue Kirke i Aarhus udvikler sig. Længe synes historien om et mord og polonium at være førende. Nu er jeg lidt i tvivl og venter mest på at de to historier slynges sammen. 

Jeg er usikker på om det sker. 

Det er stadig en lidt mærkelig forvirrende historie, som jeg er usikker op om jeg synes om.

Jeg har alligevel taget efterfølgeren med på ferie...

Strikke:

Planen om mere flerfarvestrik er ikke glemt. Jeg har kig på flere opskrifter, men jeg er sådan indrettet at jeg strikker hellere efter lyst end fastlagte planer. Dermed bliver planer hellere vejledende og bingoplader og andre indretninger til fastlæggelse bliver aldrig en del af mit strikkeliv. Til gengæld kan jeg godt lidt at bruge de hashtags der passer ind i det jeg tilfældigvis strikker. 

Og nu strikker jeg altså flerfarvestrik. 

Jeg strikker Reed fra Strands of Joy. Jeg havde rester af et håndspundet projekt og siden jeg strikkede Laurel, har det givet mening at bruge det lidt kradse uld, der har stået på hylden i en evighed (og bliver blødt i vask) sammen med håndspundet garn til cardigans. 

Foreløbig er jeg ikke nået langt. Slog op i går, så jeg havde noget at tage med på ferie. Strikkefastheden er selvfølgelig helt ude af trit, så der er regnet og regnet lidt igen, der blev startet et par gange, og jeg tror den er der nu.

Faktisk har jeg slet ikke taget opskriften med, kun en kopi af  flerfarvestrikken. Resten bliver alligevel fundet på undervejs.

Mens de voksne er i byen

 

Emilie forærede Daniel og Amalie teaterbilletter i julegave med lovning på pasning af barnet samtidig. Med udsættelser og restriktioner og hvad der ellers har sat en stopper for teaterbesøg, blev det endelig muligt lørdag aften.

Emilie havde lovet barnet en tur til Den blå Planet, men havde glemt at læse op, og stod derfor uden forudbestilte billetter og negative tests, da dagen oprandt. Altså hentede hun i stedet barnet og fandt en legeplads i passende afstand til at kunne komme hjem igen.

Efter nogle timer dukkede de op, klar til mere leg, blebyt og masser af sjov. De gamle sjove børnesakse, der kan klippe takker, blev fundet frem, papir og tusser fulgte med og der gik en god halv time med klip og tegning, inden det blev tid til Duplo og senere en af de gode gennemprøvede historier med Rasmus Klump.

Jeg fandt en tom ramme, og de fineste klip blev både rammet ind og hængt op. Barnet var ikke særlig imponeret, det var faktisk langt mere spændende at klippe og for øvrigt var han allerede videre.

Vi blev enige om at terninger skal trilles, efter jeg af vanvare fik sagt han skulle slå med terningen til det sjove spil med dyr. Jeg kunne godt høre det, da jeg sagde det. Terninger skal hverken slås eller kastes, i hvert fald ikke når man er knap tre år, og tager alting meget bogstaveligt. 

Måske det var dumt at læse lige inden aftensmaden. I hvert fald endte han med at falde i søvn, og havde ingen interesse i mad, da vi fik ham vækket. Efter noget hængen rundt hos først den ene, så den anden, og yndlingstegneserien på tv, var han klar til et bad - så klar at han løb ud og satte sig i vandet i samme sekund tøj og ble var pillet af ham, og glemte rent at han plejer at hente lidt legetøj fra kassen til at have med. 

Derefter var han sulten, ville ikke have det, der stod på bordet og mente at vingummier var rigtig mad. Han fik noget andet, legede lidt mere, hyggede og endte med at gå i brædderne. Han var vågen da jeg stod op i morges, lå og hyggede sig ved siden af den sovende faster og havde ingen planer om at skulle ind i stuen sammen med mig.

Indtil han kom i tanke om morgenmad og straks bestilte havregrød.

I løbet af formiddagen blev der igen tid til leg, og mens Anders og jeg pakkede til en uges tid hjemmefra, pakkede Emilie og Oscar sammen, fandt klapvognen i bunden af opgangen og trillede hjem til mor og far.