Propfigurer

 

I en tid hvor der står nødundervisning på skemaet, hvor en stor del af skoletiden bruges til at vaske hænder, tørre borde og sørge for forskudte pauser, og i en tid hvor staben om den enkelte klasse er så lille som mulig, er alting ikke som det plejer. 

I langt størstedelen af klasserne består teamet af dansk-, matematiklæreren og pædagogen. I mine to tredjeklasser er jeg delt over begge klasser, og for at få det hele til at løbe rundt, har vi en fjerdemand med nogle dage. Fjerdemanden er vores gode medhjælper i Klubben, der tager opgaven som en oplevelse, er supergod til at aflæse børnene og dermed den, der varetager de mere pædagogrettede opgaver - trivsel for eksempel. Ikke at vi andre holder os tilbage. 

Med kun dansk og matematiklærerne repræsenteret  kom vi på årgangen til at tale om engelsk. Engelsklæreren er nemlig ikke en del af det nuværende team, men har opgaver andre steder. Niende klasse for eksempel, der har lidt mere brug for en reel eksamensrettet undervisning.

I den ene klasse var matematiklæreren klar til at forsøge sig med opgaven, mens begge lærere i den anden klasse følte sig dårligt klædt på til den opgave. Jeg mente jeg kan mere engelsk end en tredjeklasse og endte med at kaste mig over projektet. Med hjælp fra engelsklæreren, der blev glad hvis det lærte kan holdes ved lige, er jeg blevet udstyret med masser af materiale til undervisningen. Og jeg synes faktisk der er blevet nogle rigtig sjove timer. Vi både leger, skriver og snakker på engelsk.

Tilbage er der så mit eget fag - Håndværk og design. Den ene klasse nåede at få mange af deres timer, dengang inden jul, da skemaet så lidt mere almindeligt ud, mens den anden klasse først skulle have timerne nu.

Efter skemaer, der nærmest er blevet ændret fra uge til uge, ser det nu ud til at vi kan regne med at timerne ligger fast resten af året, og dermed vil der ind imellem blive mulighed for at jeg kan bruge en fredag eftermiddag med noget, der kan ligne håndværk og design.

Der er selvfølgelig en del udfordringer. Vi kan ikke bruge håndværk og designlokalet, men som dagene bliver varmere kan vi flytte udenfor, hvilket giver større mulighed for at svine. Jeg er kun mig, normalt ville vi være to, og dermed kan jeg ikke komme rundt til alle på samme måde, som vi kan når vi er flere. På plussiden skal siges at ungerne er ellevilde over udsigten til en lille smule kreative aktiviteter, og er rigtig gode til at hjælpe hinanden eller vente på hjælp.

Fredag for et par uger siden gik vi derfor i gang. Jeg lagde ud med et projekt, jeg har haft i tankerne i flere år. Propfigurer!

Gennem flere år har jeg samlet propper. Mine kolleger har samlet propper og efterhånden har vi en pæn samling. Specielt Berit har været fantastisk ud i disciplinen og er kommet med propper fra alskens steder, når hun har været på besøg hos venner og bekendte. Hun har samlet sammen, til andres store undren og på spørgsmålene om hvad alle de propper skulle bruges til, har hun ikke haft ret mange andre svar, end det ved hun ikke, men hun hendes tossede kollega har vistnok en plan...

Det var heldigt at samlingen var så omfattende, for hold op hvor går der mange propper til sådan et projekt. 

Skulle jeg have gjort det helt rigtigt, skulle børnene selvfølgelig have været gennem en designproces først, tænkt tanker, tegnet og gjort ved, inden de satte knivene i propperne. Det havde muligvis sparet nogle propper - men ikke mange. 

Jeg sprang lige på., tænke de havde mere brug for at gøre og at vi ikke havde tid nok til at designe først. Derfor blev designprocessen en mere flydende del af projektet, så må det mere specifikke være med næste gang.

Med propper, elefanttråd, snitteknive, underlag og knibtænger var opgaven at lave en figur,, der kunne stå selv. Det sidste var ikke helt let, og ind imellem skulle der finjusteres en del, før figurerne besluttede sig for at blive stående. 

De har i forvejen lært at håndtere en kniv, og selvom et par stykker, synes det var svært at skære i korkpropperne, gjorde alle det selv. Knibtængerne var lidt sværere at bide skeer med. De var heller ikke alle lige samarbejdsvillige, men alle prøvede, fandt ud af der skulle lægges kræfter i, og de der knækkede koden (eller havde den gode skævbider) hjalp gerne dem, der synes det var svært. 

Jeg hjælp med solbriller, da et par af drengene fik en god ide.

Et par stykker måtte have plaster på - sådan en overskåren elefanttråd kan godt gøre ondt - men ingen lod sig mærke af det. Faktisk havde vi et par helt fantastiske opslugte, fokuserede lektioner. 

Vi havde halvanden time. Det var lige til øllet, man alle blev færdige. 

Jeg nåede at stille alle figurerne til udstilling i forhallen en uge, inden de fik dem med hjem fredag før ferien. 

Selvom skolen ikke har været fyldt, og det er et fåtal der rent faktisk bevæger sig gennem forhallen, når arbejdsgange og bevægemønstre er ændret, synes jeg ikke de få, der kunne have muligheden skulle snydes.

Jeg har allerede tanker om hvad vi ellers kan, når der næste gang bliver mulighed for at bruge et par timer i den mere håndværksmæssige retning.