lørdag den 5. oktober 2024

Væksthusene

 

Væksthusene i München Botanisk Have ligger som perler på en snor. Et gigantisk drivhus, med tre store haller, efter hinanden og utallige mindre afdelinger på siderne. 



Anders ville ikke med ind. Han var muligvis lidt kvikkere end mig, og kunne godt regne ud at luftfugtigheden ville være høj, at varmen ville være tæt på uudholdelig. Også selvom det kunne være spændende.

Jeg ville se. Gik gennem hal efter hal, kunne godt mærke at jeg ikke skulle blive længe, og blev alligevel fanget af enkelte afdelinger.




Allerbagerst, i en lille tilbygning, var en udstilling om tryk. Alle mulige forskellige slags. der kørte en film om linoleums- og kobbertryk. Der var fine udstillinger af alt fra kartoffeltryk, de lækreste litografier. Jeg blev så optaget, at jeg glemte at tage billeder. 

Længere henne var en hel afdeling om bregner. Bregnerne er en jordens ældste planter. De fandtes længe før jorden blev betrådt af dinosauerne, og findes stadig. Anders har en forkærlighed for bregner. Jeg var sikker på, at det ville han ikke gå glip af. 

Jeg havde ret. Også selvom det var varmt. 



Jeg var slet ikke klar over at bregner kommer i så mange forskellige faconer. Jeg var godt klar over at de kan blive store. At de nærmest bliver til palmer. Men at bladene kan have så forskellig karakter, var slet ikke faldet mig ind. 

Selvfølgelig kan de det...




Ingen kommentarer:

Send en kommentar