Fuchsia

 

Min farfar var en spændende mand. Han var belæst, vidste meget på sit felt og var både i radioen og velset i lokalsamfundet.

Han havde en drøm om at blive journalist. Det passede ikke min oldefar, der i øvrigt sad i sognerådet, muligvis som formand, og i stedet sendte ham i lære som gartner. Da han flyttede hjemmefra, fik han en sum penge, købte en stor grund tæt ved sine forældre og åbnede en planteskole. 

Det var her mange af min barndoms somre og ferier er foregået. 

Min farfar forstod ikke børn. Han anede ikke hvad han skulle stille op med dem. De var ikke sådan nogle, man kunne føre samtaler med. Måske derfor siges det, at han var temmelig bekymret da førstefødte barnebarn ikke sagde noget. Skulle det barn aldrig tale? Da jeg endelig begyndte at tale, var det stort set rent, og meget. Hvorefter spørgsmålet blev om det barn aldrig holdt op med at tale...

Jeg var ikke direkte bange for min farfar. Jeg tror mere at jeg, ligesom han, ikke vidste hvor jeg havde ham. Det var ikke fordi han overså os, han talte bare ikke rigtigt til os. Men han købte is ved havnen i Kragenæs, eller sørgede for at der altid var sodavand - hvilket var noget eksotisk i 70'erne. 

Journalistønsket døde aldrig. Der var aldrig en familiefest uden en sang fra min farfar. Han holdt foredrag, og jeg har første kapitel af det, der skulle blive hans erindringer liggende. Desværre blev det ikke til mere. 

Den sommer jeg fyldte seksten begyndte han at tale til mig. Vi stod udenfor i haven, og jeg fik et meget, meget, meget langt foredrag om roser. Min farfar holdt meget af roser. Jeg forsøgte efter bedste evne at komme med spændende spørgsmål. Det lykkedes ikke rigtigt, men det gjorde ikke noget, for han snakkede videre, uden brug af spørgsmål. 

Helt ærligt ville jeg gerne videre, samtidig var jeg ikke i tvivl om at det her var vigtigt. At jeg i hans øjne var blevet voksen, og dermed kunne bruges til noget i samtaleøjemed. Så jeg blev. Holdt ud, og hørte om roser, selvom min interesse kunne ligge på et lille sted. 

Nok var han glad for roser. Men fuchsia var hans yndlingsblomst. Når jeg møder en fuchsia, kommer jeg altid til at tænke på min farfar. I Væksthuset i Botanisk Have i München var et helt område dedikeret til forskellige sorter af fuchsia. 

Jeg vidste ikke der fandtes så mange forskellige.