Vi ankom til Friedrichshafen ved Bodensee eller Lake Constance - kært barn har mange navne - lige i rette tid til Søharefestivallen. På det lokale sprog Seehasenfest.
Vi anede ikke hvad det var. Og forstod på ingen måde sammenhængen mellem harer og sø. Det gør vi nok stadig ikke.
Søharefestivallen opstod som et samlingspunkt for fest og ballade, mest for børnene der havde brug for glæde efter en krig, der mere eller mindre udslættede Friedrichshafen. Navnet kommer af et lokalt kælenavn for beboerne omkring byen og søen.
Siden 1949 har festen været afholdt hvert år, og jeg forestiller mig, at som tiden er gået, er den blevet mere og mere kommerciel, og med mindre fokus på børnene. Det var tydeligt at de lokale beværtninger og spisesteder nød godt af arrangementet.
Jeg oplevede det ikke som børnenes fest. Jeg kan sagtens tage fejl.
Hele havnefronten var fyldt med boder af forskellig art, der solgte alt mellem himmel og jord, sammen med muligheden for at prøve lykken ved skydetelte, tombolaer og andet i den stil. Længere henne langs vandet stod, noget der lignede et omrejsende Tivoli - vi var ikke derhenne - og i de første dage, mens telte og boder blev stillet op, kunne vi høre bands og orkestre øve flere steder i byen.
Der var ingen tvivl om at festen var ankommet.
Ved lystbådehavnen mødte vi en hare og et par børn af bronze. Jeg forestiller mig de står der hele året. De var lidt skræmmende. På den anden side, kendte jeg ikke historien, da vi stødte på dem.
På vandet var der fyldt med skibe, der alle var kommet til - der sker vist også noget på vandet og en af de sidste dage, var vi heldige at se et optog - med harer und alles.
Jeg ville aldrig have kørt efter det. Men det var meget hyggeligt at opleve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar