Gedenkstätte Berliner Mauer

Når Google står for i forsøget på at finde mere om muren, ender Bernauer Straße oftest i toppen. Bernauer Straße blev indbegrebet af vanviddet. Det var her mange flugtforsøg startede, mennesker kastede sig ud af vinduer fra øst, for at slå sig ihjel på gaden i vest, og et par tuneller blev gravet under området mellem øst og vest.

Måske er det derfor Bernauer Straße netop er endt som mindesmærket for muren. På den vestlige side af gaden, lige overfor et bevaret stykke af mur, ingenmandsland, vagttårn og indermur ligger museet Gedenkstätte Berliner Mauer. Der er vist næsten altid åbent, gratis indgang og fra toppen af et trappetårn er udsigt over ydermur, indermur og området imellem, på det korte bevarede stykke, der i enderne er lukket af store mure i det rustne look resten af området også er gennemsyret af.

Vagttårnet ved Bernauer Straße er et af de fire tilbageblevne vagttårne. Det her kan man ikke komme op i. Det er spærret inde som endnu et levn og en erindring om grusomhed. Men vi kunne gå rundt om, se både den ydre og den noget lavere indre mur, bag hvilken vagttårnet har haft sin berettigelse.

Vi gik ikke ind på museet, jeg er ikke sikker på vi kunne kapere mere, men vi gik op i tårnet. Igen var det en mærkelig oplevelse at se med egne øjne hvordan en by blev adskilt og skåret over.

Det gør ondt at se, og samtidig kunne jeg mærke et behov for distancering. Behov for at se på det med historiebriller og pakke følelserne lidt væk.

Selvom byen i dag er hel, selvom der bliver færre og færre der kan huske hvordan det var, tror jeg det er vigtigt med den her type erindringer. Måske netop fordi der bliver færre og færre af dem, der kan fortælle. Af øjenvidneberetningerne.