Tæt på muren

Jeg tvivler på at turen kan gå til Berlin, uden også at mærke historiens vingesus. Jeg kan i hvert fald ikke, og er du efterhånden træt af billeder af en mur, er det muligt at springe over – jeg har endnu et par indlæg i den genre i ærmet.

Et stykke af muren langs Bernauer Straße er tydeligt mærket af tiden og -  måske mest af alt – nedbrydningen, da muren faldt i niogfirs. Selve muren er ikke ret bred og den er sat sammen af støbte armerede betonelementer. Armeringsstålet ligger ikke dybt, men har alligevel sammen med frygt og kugler holdt i mange år.

Nederst i hvert element vender muren udad. Det meste af en halv meter mod Vestberlins fortovskant. Den del var også Østberlin, og kunne vagterne se dig, eller nå dig, var der risiko for at blive skudt. Det var ikke kun østberlinere, der forsøgte at flygte, som blev ramt af vagter med skarpladte skydevåben, også folk fra vest, der kom for tæt på kanten risikerede at blive ramt.

Det var noget af en oplevelse at gå rundt ved monumentet på Bernauer Straße. Det er ikke noget jeg glemmer lige med det samme. Det er ikke følelser, der fortager sig omgående.

De halvsmadrede murdele fortæller en historie om håb, om had og om at folket tager sagen i egen hånd.

Sådan noget gør indtryk.

På mig!