Til langt ud på natten

Det er fredag og årets fedeste tur står for døren.





Ni og tyve femte og sjette klasses børn og Henrik og jeg. Turen er længe ventet og der er snakket meget om både det ene og det andet.

Når klokken er lidt over tre pakker vi os sammen og går i samlet flok (der skal nok være nogen hvis ben, fødder eller sko ikke kan tåle at gå) til Rødovre Centrum og Big Bowl. Henrik har bestilt baner til to timer.

Undervejs skal der nok være et par stykker, der får nok af at bowle. Så går de en tur i centret og mødes, når resten er færdige. Jeg har aldrig oplevet at de ikke kommer tilbage. Når bowlingen er slut kan de nå at invadere legepladsen foran centret inden vi finder en bus mod Glostrup.





I Glostrup støder Emilie og Chefen til. Begge fordi punktet efter spisning handler om biograf. Men også af to forskellige grunde. Når vi har spist - Henrik har bestilt bord - går turen videre til Sukkerland på hjørnet af Ringvejen eller Netto, der altid er god for sodavand eller andet at tanke op med. Ungerne har selv penge med. Jeg kunne godt have mange tanker om hvad og hvor meget de bør købe, men vi blander os ikke, og regner med at forældrene hjemme har aftaler med deres børn.

Når der er tanket op er klokken ved at være ni. Så slutter den sidste fremvisning i Glostrup Bio, som Chefen er medejer af og derfor kan låne til filmfremvisning. Der er andre på vagt i aften, derfor spiser han sammen med os. Emilie spiser med fordi den første film vi skal se er Beauty and the Beast. Den vil hun gerne se. Det vil jeg også.

Og det er kun første film, for vi skal se en mere. Den anden film er en gammel kending, den går ikke længere i biografen, men biografudstyr i dag lukker op for muligheden for at se fra mange medier og film er bare bedre på et stort lærred. Også film der er vist før. Vi skal se Percy Jackson og Lyntyven, den er der ikke mange af børnene, der har set, og så det jo lige meget at det er længe siden den gik i biografen.





En gang i nat er sidste film slut. Vi nyder at vi har haft hele salen for os selv, rydder op efter os, og glæder os over forældre, der gider komme og hente midt om natten. Skulle vi tilbage med bus, ville der nemt gå en time eller to ekstra, inden vi er hjemme og kan putte os under dynerne.

Til trods for alt det dagen er pakket med, er det sjove altid at det der gør turen til årets bedste helt sikkert er, at skulle være oppe til langt ud på natten.

Jeg ved det bliver en skøn aften. Jeg ved også jeg sikkert småsover under film nummer to. Men jeg har pakket strikkelyset, jeg fik i julegave sammen med strikketøjet, og satser på i biografens mørke ikke bare at skulle sidde og kigge. Det er jeg så afsindig dårlig til. Og når det kun er os, der er i salen, kan jeg finde et sæde, hvor jeg generer de andre mindst med mit lille lys.


I morgen tror jeg bare jeg sover længe.

Vi klipper træer

Jeg har ingen ide om, hvor ideen kom fra. Men den dukkede pludselig op.







Et par dage før var Louise og jeg gået gennem forhallen, som bærer præg af mere end tres år på bagen, af generationer af børn og alt det en skole bliver udsat for. Louise fik spurgt om ikke den igangværende ombygning ville komme omkring forhallen. Jeg mente det ikke. De afsatte midler dækker vist ikke gamle og kedelige forhaller.

Et par dage senere stod jeg der igen. Stoppede op, lod være med bare at gå igennem. Kiggede rundt og kunne pludselig se hvordan de gamle teaktræspaneler kunne agere træstammer, hvordan de blå endevægge kunne være himmel og hvordan loftet kunne dækkes med blade og agere trækrone som velkomst på en grøn skole.

Jeg forelagde Louise ideen. Hun var med. Vi snakkede, overvejede, lagde planer og inden længe havde vi involveret den grønne dame - skolens grønne koordinator, der har fingeren på pulsen, masser af ideer i støbeskeen og er åben for hvad som helst.

Det krævede selvfølgelig tilsagn fra højere magter. Den grønne dame lovede at gå videre, og inden der var gået en halv time, stod chefen og spurgte hvor meget karton jeg mente at skulle bruge. Ti minutter senere var første portion bestilt, og jeg var i gang med at omdanne rigtige blade til store stiliserede udgaver, der kan klippes af små fingre i karton.









Næste del af projektet var at involvere resten af SFO. På vores første fælles møde forlagde jeg ideen, tegnede og fortalte. Alle støttede op, alle synes det var en god ide, og da fastelavn stod for døren satte vores børn saksen i de første blade. Senere fulgte også børnene i SFO1.

Den første portion blade satte jeg op sammen med to grinende tøser. De hoppede op og ned af stigen og satte blad efter blad fast i loftet med den medbragte hæfteklammepistol. Senere har jeg gjort det selv.

Træer vokser langsomt. Men dag for dag vokser bunken med blade. Jeg tegner op, når der ikke er flere i bunken med de uklippede, der ligger fremme sammen med sakse hver dag. Både børn, forældre og voksne klipper et blad eller to hver dag.

Når kassen med de klippede blade er ved at være fyldt, sætter jeg dem op.  Kravler op og ned af stigen, mens jeg kan konstatere at alene kan jeg ikke nå længere ud. Skolens store stige venter jeg lidt med at tage i brug - her skal vi også være flere. Og måske skal der med tiden findes en anden løsning. Måske har jeg lokaliseret et stillads vi kan få lov at låne.







Og med tiden er vi gået fra en stor trækrone til en lysning. Med tiden er det gået op for os, hvor højt der er til loftet - der går til kip. Og med tiden er tanken om et hul i midten slet ikke så utiltalende.

Heller ikke når chefpedellen hårdnakket påstår at have ja-hatten på, men alligevel mener alle de grønne blade vil få det til at blive noget mørkt.

Tæt på en afslutning

Det mystiske sjal nærmer sig enden.





Der mangler kun en kant. Ifølge opskriften en icord - eller på dansk: en hestetømme. Jeg har det lidt stramt med hestetømmen. Jo den er fin, men pludselig er den alle vegne. Så bliver jeg lidt Rasmus Modsat.

På den anden side kunne jeg ikke komme op med et fornuftigt alternativ. Jeg overvejede musetakker. Det kunne muligvis godt fungere, samtidig er det ikke et specielt feminint sjal. En simpel kant er nok at foretrække.

Og nu bliver jeg i tvivl. Jeg bliver nok nødt til at afprøve musetakkerne alligevel. Også selvom jeg har strikket kant langs den længste side på den trekant sjalet ender med at udgøre.

Jeg har ikke travlt. Jeg giver mig god tid. Jeg har alligevel ikke lyst til at spænde det færdige projekt ud på gulvet, før kattene er hjemme igen.







Der er stadig god tid.

Også god tid til at kigge nærmere på musetakker...

Onsdagsmasker

Der er gået en uge siden sidste gang jeg opsummerede på masker og bogstaver. Det er stadig samme projekt, men en ny bog.





















Læse:

Jeg blev præsenteret for Biavlerens Lærling af Laurie R King gennem en af de tidligere onsdags-yarnalongs. Bogen er en spinoff på Sherlock Holmes, der har trukket sig tilbage, bor på heden og møder den unge Mary Russell - fortælleren, en femtenårig pige, der ikke er helt almindelig.

Jeg er ikke nået langt, og selvom den næppe kan stoppes i krimikassen, som jeg ellers helst befinder mig i, tegner den ret godt. Og det til trods for at jeg de sidste dage, blot har læst et par sider, for så at falde i søvn.


Hækle:

I morges manglede de tre flodheste kun ørerne. Siden jeg tog billederne kan de alle tre lytte og øjnene er strammet op. Jeg ville have taget billeder på vej hjem fra arbejde. Desværre var der vådt alle vegne.

Nu venter de til en dag med sol.

Baldrian

I løbet af dagen har Naya glemt at hun ikke kan lide Anders. Hun har muligvis også glemt at hun ikke kan lide Stalin...

Alligevel blev vi enige om, at det var værd at prøve baldriandråber. Baldrian bruges som sovemiddel og på katte har det samtidig en anden effekt. De er vilde med lugten, der gør dem nærmest forårskåde, og kan få gamle satte katte til at opføre sig som killinger igen.

















Jeg købte baldriandråber i en sprayflaske, og beregnet til katte. I Tigerbutikken er påskesalget sat i gang, og jeg fandt to får. Fårene fik hver et pust i nakken, og selvom kattene til at starte med var skeptiske, blev de hurtigt overbevist og de sjoveste krumspring udspillede sig.


Det er ikke nemt at tage skarpe billeder af katte i aktion.







Siden blev de trætte. Faldt hen, måske lidt i søvn, men ikke nok til at de ikke har været oppe, rundt og spist. Men begge noget mere afdæmpede, rolige og næsten glade for hinanden. Ingen slåskampe har udspillet sig siden jeg kom hjem, hverken mellem katte eller katte og mennesker. Begge har også bedt om kæl og nus, og det har de fået.

Ølgærstabletterne, der skulle gøre godt for pelsen er de dog ikke specielt imponerede af. De havnede i madskålene, halvdelen er spist, halvdelen er omhyggeligt undgået. Jeg ved ikke hvilken kat, der spiste udenom.

Men jeg tror godt, jeg kan regne det ud.

Kattetække

Jeg bilder mig ikke ind at katte elsker mig, men jeg synes jeg har en fornuftig forbindelse til Daniels katte.








Stalin er godmodig, ikke specielt skarp, og meget, meget kælen. Altså ikke noget problem der. Han elsker alle. Han tror alle elsker ham.

Naya derimod. Hun er reserveret, holder sig væk, lader ikke hvem som helst komme til og ser an i lang tid. Allerede førstedagen var hun henne og puffe til min hånd og gnide sig op ad mit ben. Det skal nok gå tænkte jeg.

Indtil hun sprang på Anders. Rasende, surt og hvæsende. Ham kunne hun ikke lide. Følelsen blev hurtigt gengældt. Omend de vist begge er tøet lidt op. Det har vi ikke oplevet før. Hun er mere reserveret, mere hormonpumpet end sidste gang de var her.

Hun er heller ikke vild med Stalin. Langer ud efter ham, hvis hun kan komme til det, knurrer når han er i nærheden og jagter ham efter forgodtbefindende. Vi tænker tanker om den der manglende neutralisering, og tror mere og mere på at det vil være godt for alle. Allermest den stakkels hormonpumpede hunmis, der gerne vil være kælen, men også er komplet utilregnelig.

I aftes hoppede hun op i mit skød. Kælede og hyggede, lagde sig med oplagte ører og synes vist selv det var rigtig godt. Indtil hun hvæsede af mig og jeg skubbede hende væk. Øjeblikket efter vendte hun smilende tilbage. Jeg stoler ikke helt på hende. Heller ikke selvom hun prøver.





I dag var Sille på besøg. Katte elsker Sille. Naya elsker Sille. Hoppede op, gjorde sig til, hvæsede da Stalin kom for tæt på, og nåede at springe på mig, mens Sille fik den udelte opmærksomhed, var elsket og holdt ud, til trods for at heller ikke hun stoler helt på hormonbomben.

Stakkels Stalin holdt sig væk. Skulle ikke nyde noget af humørsygen. Han havde ellers lige nået at indynde sig, inden den lille fine røde overtog pladsen.

Siden Sille gik, har hun været tøet noget mere op. Jeg føler mig i hvert fald noget mere feteret end jeg gjorde i går. Også selvom det med tilliden er lidt skrøbelig.


I morgen køber vi Baldriandråber.

Det rene skattekammer

Tilbage til Paris...


Da vi gik fra den skønne lille gade med den fine lille garnbutik, havde vi stadig indkøbene fra tidligere med os. Næste stop var syd for Seinen, og da vi alligevel var i nærheden af hotellet, stadig på Montmartre, gik vi tilbage ad små gader, gennem efterhånden kendte kvarterer.





Tilbage i turistkvarteret, gik vi først forbi den lille købmand, hvor vi flere gange i løbet af ugen provianterede og videre mod hotellet. Måske var det fordi vi altid tidligere var forbi efter lukketid, måske var det fordi vinduesudstillingen ikke på nogen måde vakte spænding, men pludselig opdagede vi den skønneste lille bitte butik fyldt med knapper.

Vi gik ind, og blev overvældet af de mange, mange muligheder. Afsindig mange fine knapper mellem et virvar af endnu flere meget lidt pæne knapper.

Vi fandt væggen med metalknapper og endte med et udvalg af forskellige mønstre i cirka samme størrelse. Knapperne til frakken - der lige nu ligger stille - er derfor hjembragt fra Paris. Hjemmefra havde jeg overvejet om jeg kunne finde foerstof, men det opgav jeg hurtig.

Manden i knappebutikken var en lille meget fransk, meget gammel mand. Sådan en, der har handlet med knapper i en menneskealder og vidste præcis hvilke knapper han har på lager. Jeg forsøgte med mit bedste skolefransk, og han rettede som en gammel skolemester ville have gjort.





Jeg endte med at sige sætningerne som han ville have det, udtalte og betalte prisen på (næsten) korrekt fransk, fik takket behørigt og gik fra butikken med skatten i en lille brun papirspose.

Jeg glemte helt at tage billeder, og udefra kan der slet ikke ses hvor mange knapper den lille butik indeholdt. men jeg fik den flinke gamle mand med på det ene.



Dam Boutons ligger på 46 Rue d'Orsel.