Hvert andet år holder vi et stort familiearrangement for hele SFO'en - børn, forældre, bedsteforældre og hvem der ellers kunne tænkes at følge med. Det år vi havde flest børn, og dermed flest potentielle deltagere nåede vi op på omkring syvhundrede besøgende.
De første to arrangementer jeg var med til, var ikke særlig spændende. De blev holdt indenfor. Festsalen med de dengang sygeligt grønne vægge (de er heldigvis blevet hvide i forbindelse med skolens sidste runde fødselsdag) dannede baggrund, og da pladsen blev for trang rykkede vi ud på parkeringspladsen - som ikke var mærkbart mere spændende.
Så blev det stort. Vi planlagde, arbejdede og afholdt et kæmpe middelaldermarked. Riddere, skønjomfruer, eget betalingssystem og boder der bød på alt muligt - og umuligt. Vi lavede mad i lange baner, og jeg syede kilometervis af vimpler på tynde reb, som siden bliver fundet frem år efter år og på magisk vis altid passer ind.
To år senere var vi klar med indianere og cowboys. Fængsel, rodeotyre og skydning med bue og pil stod højt på dagsordenen. En lokal indianertrup blev inviteret til at opføre danse og fortalte om deres liv i indianernes fødspor. Grillen kørte på højtryk og boderne blev atter engang stillet op.
For to år siden omdannede vi hele skolegården til et stort piratskib. Som altid var personalet klædt ud, guldgraveriet nåede nye højder og sværmen af små og store morede sig i den grad.
Nu er det så ved at være nu igen. Måske for sidste gang. Måske ikke. Ingen ved hvordan SFO'en ser ud om to år, og derfor skal det være stort. Rigtig stort. Et samarbejde med musikskolen er kørt i stilling og de ethjulede er fundet frem fra gemmerne. Vi skal lave cirkus.
Det store telt, der hver sommer bliver stillet op på Rådhusplænen, og som rummer op mod tohundredehalvtres mennesker, er reserveret, og der er allerede mange planer for en uforglemmelig dag.
Min rolle som medlem af PRgruppen fik mig til at tænke tanker om promovering. Derfor har jeg i dag leget med Twitter. En profil er aktiveret og planen er, at alle mine kolleger og jeg selv skal tweete alt hvad vi kan gennem de næste måneder. Jeg tænker at vi skal sende den ene teaser efter den anden mod alle vores kommende gæster, i en grad så de slet ikke kan lade være med at komme.
Det skal nok blive sjovt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar