Ferien er slut. Hverdagen banker igen på døren, og specielt Emilie måtte sande at sene aftentimer og lange formiddagstimer under dynen, gør det svært at stå op en helt almindelig mandag morgen.
Op kom hun, og ud ad døren længe inden det blev alt for sent. Eksamentankerne begynder at banke på. Efter ti år i folkeskolesystemet er det næsten slut. Hun føler sig langt fra klar. Jeg husker mine tanker fra dengang, og kan kun sympatisere.
Det er eksamen der er barrieren. Tanken om at slutte skolen og begynde på noget nyt er lyserød. Hun glæder sig. Jeg glæder mig på hendes vegne. Et helt år hjemmefra på en fantastisk skole, der kan tilbyde lige det hun gerne vil have. Kan det blive bedre?
Men først venter den der eksamen. Og et håb om at skriftlig engelsk ikke er blandt de udtrukne fag. Vi krydser fingre. Håber på det bedste. Det bedste er ikke skriftlig engelsk. Specielt ikke når ordblindhed tages i betragtning.
Jeg fyldte spisebordet med strimler i aftes. Arrangerede i striber og lod det hele ligge. Mens formiddagen er gået, theen er drukket, mit fjernsyn har vist romantiske serier fra starten af nittenhundredetallet og jeg har kigget kjoler, er strimlerne sat sammen med nåle.
Jeg nåede halvvejs før nålene løb tør. Nu venter symaskinen. Måske i aften. Måske i morgen. Jeg har ikke travlt. Men kan hurtigt nok få det. Jeg ved det jo. Jeg arbejder bedst under pres.
På den anden side er jeg spændt nok på striberne og den videre sammenføjning til at fortsætte når arbejdsdagen er slut. Hvis ikke jeg trimler omkuld. Mandag er bolsjedag. Mandag er klistret luft og kvalmende dufte. Mandag gør mig træt. Men mandag er også starten på en ny uge, glade børn og masser af sjov.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar