Klokken var tidlig, da jeg søndag morgen satte mig på cyklen med kurs mod skolen. Klokken var så tidlig, at jeg nåede at se lysene langs vejen blive slukket, mens jeg selv havde vurderet at cykellygterne kunne blive i tasken.
På skolen hankede jeg op i den allerede pakkede taske med fornødenheder til hele dagen, hvorefter et par søde forældre havde valgt også at stå tidligt op for at køre den overraskende korte tur til Farum Arena. Jeg havde tjekket rejseplanen og havde set frem til det meste af halvanden time. I bil tog det cirka tyve minutter.
Målet var Østdanmarksmesterskabet i bordtennis for SFO'er. En helt ny opfindelse, som bordtennisforbundet nu med noget de kaldte succes har prøvet af. Det lod til at sucessen skal genoplives næste år.
Vi vandt, dengang den lokale klub indbød til mesterskab, og var derfor med i opløbet til den store pokal. Det var i søndags. Med kampstart klokken ni, mod rivalerne fra dengang jeg gik i skole. Hvor sjovt kan det lige være.
SFO-turneringen var som sådan ikke noget særligt, men når den afholdes i en stor hal fyldt med bordtennisborde og med boldene hvislende om ørene på en, mens der fra dommerbordet konstant fortælles om vindere af Østdanmarksmesterskaberne for seniorer, for veteraner, for damer, for mønd og for ungdomsrækkerne giver det et billede af hvor mange mennesker der var samlet i den hal.
Vi vandt over rivalerne. De vidste ikke de var rivaler, men vi vandt alligevel. Det var godt. Det var dagens vigtigste kamp. Havde vi tabt, kunne vi pakke sammen og tage hjem. Nu kunne vi i stedet se frem til håbet om guldkampen.
Vi fik ikke guldet. Heller hverken sølv eller bronze. I stedet kunne vi se os slået af bedre hold. Hold der ikke som os spillede for sjov, men hold med en "træner" der vinkede for timeout, fortalte om underhånd, skruede bolde og smashere. Hold der med ungernes ord fortjente at vinde. De var bare bedre.
Følelserne gik højt. Undertiden var der vrede og frustrationer at spore mellem mine fire medbragte spillere. Andre gange havde de overskud, vandt eller kunne se sig slået. En bordtenniskamp mellem hold af fire tager lang tid at spille. Den ene kamp er underopdelt i tolv enkeltkampe en mod en og to mod to. Nogen kampe kunne vi vinde, andre ikke.
I sidste ende var de glade og synes dagen havde været god. De var store nok til at klappe af vinderne, da medaljer blev overrakt og glædede sig allerede til at skulle af sted igen næste år. Det var trætte børn der blev kørt hjem igen. Mange timer var gået og selv gik jeg bare omkuld, da jeg endelig kom helt hjem.
Det var måske ikke den optimale måde at bruge en søndag, men jeg ville ikke have været foruden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar