Til grin kan man altid blive

Dagen er gået foran computeren. Ikke specielt spændende. Ikke specielt hurtigt overstået.

Endnu et nyhedsbrev er færdigt. Endnu engang er både computer og jeg kommet levende igennem. Computeren her er ikke den hurtigste eller mest samarbejdsvillige, og med store opgaver er jeg nødsaget til ind imellem at holde pauser, så den kan nå at tænke.

Andre pauser har også været nødvendige. Lam skulle i ovnen og chokolade skulle smeltes. Det første på bestilling, det sidste bestemt af mig. Bestilt af Ungersvenden, der fylder år i dag og som derfor selvfølgelig skulle bespises efter alle kunstens regler.

Tyve år er det blevet til. Det er lidt vildt. Nej, det er faktisk temmelig vildt.

Og han er endnu ikke ældre end han stadig gerne vil have familien til de traditionelle boller og varm kakao. Han kom selv og spurgte. Jeg lovede allerede sidste år, og jeg lægger gerne hus til. Vi venter et par weekender. Der passede det bedst. Og han har endda lovet at bage en kage.

Nu er han gået hjem igen. Mæt og med en ny kaffekande.

Og jeg sidder her igen. Slår de sidste knuder. Og kigger endnu engang billederne fra forrrige weekends personaleweekend igennem. Det var sjovt - og det ses.