tirsdag den 4. februar 2014

Varme til kolde fingre


For at det ikke skal være løgn, var der også garn nok tilbage til at strikke vanter. Og når jeg nu var i gang, virkede det som en god ide at fortsætte. Altså har jeg nu et fint sæt.


Varme om kolde fingre


Måske næsten for fint.

Jeg kan ikke rigtigt bestemme mig for om det matcher lidt for meget med sjal, hue og vanter i samme farver.

Vanterne er tykke og gode og varme. Mens manchetten er strikket i enkelt garn og retstrik, lagde jeg garnet dobbet til selve vanten. Det giver god varme. Jeg ved det, for jeg havde dem på i dag.





fakta3




Design: Frit efter og med udgangspunkt i min nye hue.


Garn: Knit Picks Palette i farverne Calypso Heather, Indigo Heather og Caribbean.

Der går ikke meget garn til et par vanter. Det færdige sæt vejer 82 gram fordelt med henholdsvis 35, 36 og 11 gram.


Pinde: Strømpepinde. Manchetten på en pind 3½ og hånden på en pind 4.


Størrelse: Lige præcis tilpas til mine hænder.


Varme om kolde fingre


Bemærkninger: Som på huen startede jeg med en lang retstrikket bane, der med et lille overlap passede rundt om mit håndled. For at få ekstra vidde op ad armen, tilføjede jeg med mellemrum en vifte af vendepinde. Som på huen valgte jeg også at strikke en Icord på den ene side og lade den fortsætte op langs aflukningskanten.

Ideen med vendestrikken dukkede først op, da jeg nåede til vanterne. Nu er jeg ude i overvejelser om at det også kunne være rigtig fint og give lidt mere svej på huen. Men det må blive en anden gang.

Hænderne strikkede jeg lidt hen ad vejen. Lagde garnet dobbelt og  samlede masker op, så det virkede hensigtmæssigt i forhold til at komme hele vejen rundt om hånden. Jeg tog ud til tommel i den ene side og lukkede af, da længden passede til fingerene.

Mere er der ikke rigtigt at sige til det. Det findes et utal af vanteopskrifter, frit tilgængeligt og gratis på Ravelry, der kan give et større indblik, hvis nogen skulle have lyst.

En tur i vaskemaskinen og fire knapper til at holde manchetten sammen. Helt uden at ville det, viste det sig at knapperne havde helt samme farve som mit garn.


Har du lyst til at se flere billeder af vanterne, kan de ses lige her på Ravelry.

2 kommentarer:

  1. Ih, de vanter er fede!!!!

    Om det er for meget med sjal, hue og vanter i samme farve......hmmmm, mon ikke man synes det den ene dag og ikke den næste? Nogle dage er jeg til match - andre dage til kontraster!

    SvarSlet
    Svar
    1. Lea jeg er også ret glad for dem. Og jeg tror du har ret - nogen dage er match godt, andre ikke :)

      Slet