Eller måske held i uheld.
Jeg har strikket og strikket på kanten af det lilla sjal. Det bliver stort. Det har jeg vist sagt, men efterhånden som kanten vokser og lader sjalet kravle af pindene, viser det sig hvor stort.
Jeg strikker af to tråde. En tråd uld og en tråd silkmohair. Jeg troede jeg havde masser og udbyggede sjalet lidt undervejs - måske derfor det bliver så stort.
Jeg har masser af garn. I hvert fald af uldgarnet. Mohairen derimod. Den har jeg ikke mere af. For nu.
Altså ligger sjalet stille. Jeg venter lidt med at bestille mere, for jeg skal lige overveje om ikke der skal mere i kurven, når der alligevel skal bestilles. Jeg skal lige overveje om porto for et enkelt nøgle garn ikke er lidt i overkanten.
Heldigvis har jeg masser af andet at strikke på. Og når strikketøj pludselig skal holde ufrivillige pauser, er der også plads til nye tanker.
Tanker om den der kant.
Det er nemlig en rigtig flot kant. Den starter bredt og ender smalt. Ganske stille forsvinder maske efter maske for hver gentagelse af det fine mønster. Ganske stille. Indtil der er ganske få masker tilbage og resten af kanten bliver strikket over det samme antal masker.
Det sidste er jeg ikke helt tilfreds med. Jeg troede jeg så fejl, da billederne af de andres færdige sjaler dukkede op og den sidste del af kanten virkede mere ensartet end resten. Jeg så ikke fejl.
Så når jeg alligevel skal vente, overvejer jeg at strikke en del af kanten om. Overvejer jeg at lade nedstigningen gennem antallet af masker gå lidt langsommere end beregnet.
I forvejen har jeg på første trediedel af kanten taget lidt af farten. Det gjorde jeg fordi udbygningen af sjalet gav flere masker at strikke kanten over. Med den ufrivillige pause, fik jeg tid til at regne lidt mere på antallet af gentagelser og overveje hvordan jeg kan ende med en langsom fin indsnævring af kanten, som ikke ender med en kant, der bliver lige.
Det kan snildt lade sig gøre, og mens jeg strikker på andet, trækker jeg vejret dybt inden en optrævling af mohair. Noget jeg ikke har den bedste erfaring for samarbejdsvillighed med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar