Solskinsmagi

Jeg gik over skolegården i går. Det gør jeg sådan set tit. I går var alligevel lidt anderledes.

Jeg gik fra skolebygningen, bag boldburet og mod den ene SFO1-afdeling, for at komme hjem til mig selv. Lige bag boldburet var der over et område på seks-syv kvadratmeter fyldt med glasskår. Mange. Og små.

Jeg kunne ikke lige overskue at begynde at samle op, så jeg skydte mig ind til Peter i den lille afdeling, for at sikre mig at børnene ikke hoppede rundt derude.

Igen? Sagde Peter. Jeg har allerede været ude og samle glasskår op een gang... Meget mærkeligt, tænkte vi begge, mens Peter ville se på det om et øjeblik, og jeg fortsatte mod mig selv og et løfte om at forsøge at få fat i en af pedellerne.

De sad heldigvis på deres pind. Det er ellers oftere, at de ikke er til at finde, men har travlt et helt andet sted. Sådan er det selvfølgelig, for størstedelen af pedelarbejdet foregår ikke på kontoret.

Altså gik Lars straks med, og denne gang gik vi i den modsatte retning og nåede boldburet fra den anden side, end den jeg først havde gået forbi.

Og nærmest magisk var alle glasskårene væk! Som i helt væk! Jeg forstod ingenting og nåede at tænke, at der måtte være noget galt med mig. For jeg havde set dem. Med mine egne øjne. Og nu var de væk. Helt væk! Der var ingen mulighed for, at nogen skulle have nået at fjerne dem, i den korte tid der var gået. Men væk var de.

Lige indtil jeg gik over på den anden side af de seks-syv kvadratmeter, og kiggede tilbage. Så lå de der allesammen igen. Over det hele. Solen spillede et pus, og det var umuligt at se skårene fra den forkerte retning.

Mens Lars hentede en kost og en skovl, fik jeg endnu engang fat i Peter, for at lade ham vide, at nu blev de fjernet, og så gik jeg ellers tilbage til Lars, der forsøgte at feje skår sammen, som han ikke kunne se.

Vi har set sjove ud. Det battede ikke meget at feje. I stedet gik vi tre skirdt tilbage, så ud over området og udså os et skår eller tre, gik frem og samlede op, for at samle i bunken af sammenfej, og gå tre skridt tilbage, for igen at kunne se.

Jeg tror vi fik dem alle. Men mens jeg gik rundt der i solskinnet, der nægtede at hjælpe, kunne jeg godt have brugt en støvsuger til astfalt, så vi kunne være helt sikre.