Weekenden er ved at være slut. Synger på sidste vers. Forsvundet. Som sand mellem fingrene.
Dagene er gået. I langsomt tempo. Fyldt op med mindst muligt. Det har været skønt.
Jeg har sovet og strikket. Pillet op og strikket igen. Jeg har læst, nydt og set film i rigelige mængder. Jeg har glædet mig over langsommeligheden og pladsen, når vi er alene hjemme.
Jeg fik hentet jord. Og nye krukker. Stablet på cyklen og trukket hjem. Jeg har plantet og smidt ud. Jeg har slæbt på trapperne og fyldt Emilies avisvogn, der endnu ikke er afhentet, til randen med gamle aviser, genbrugsglas og altanaffald. Heldigt nok dukkede Anders op lige tidsnok til at slæbe med, og vi trak vognen i fællesskab mod indholdets nye opholdspladser.
Jeg har haft fingre i synåle, strikkepinde, kikærter og roserne Emilie kom hjem med i torsdags. Mest af alt har jeg nydt, og så gør det ikke noget at bunken af vasketøj skriger på hjælp, at opvaskemaskinen trænger til at blive tømt eller at det heller ikke blev denne gang strygejernet blev svunget over den voksende bunke af rent, men krøllet.
Om lidt vil jeg finde dynerne og min varme kæreste, der for længst er krøbet i skjul. Men først skal den sidste sjat the nydes og endnu et par masker skal flyttes fra en pind til en anden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar