Sol over Amalienborg

Jeg har aldrig anset mig selv som den store royalist. Men jeg holder alligevel af kongehuset og kunne ikke tænke mig at afskaffe det. For mig er det en kulturinstitution, som jeg synes kalder på stolthed.

At være en del af det ældste monarki, synes jeg er værd at gemme på. Samtidig synes jeg vores kongelige gør det godt og repræsenterer på fornuftig vis.

Jeg er også fjollet nok, til at holde meget af kjolerne.

Derfor var der en ganske særlig modtager af den røde taske, jeg startede på for godt en uge siden. Det er længe siden, at tanken om collage dukkede op i forhold til taskefletningerne, og cirka samtidig dukkede Dronningens interesse for netop collager op.

Med den lille røde i cykelkurven, tog jeg derfor mod byen og Hofmarskallatet i Amaliegade. Her havde jeg læst mig til at døren var åben for påtegninger af gratulationslister, og jeg regnede med, at der også var mulighed for at aflevere en gave.

Jeg var tidligt af sted, for jeg vidste ikke hvad jeg kunne forvente. I min fantasi var der sort af små ældre damer, der alle ville ønske tillykke. I virkeligheden var der en bedstemor med et par børn, der begge var vældig interesserede i det fine tingeltangel på den kvindelige hofansattes bryst. Hun forklarede og børnene lyttede mens jeg fik stillet min cykel og fundet gaven frem.

Solen strålede og over hele byen smældede Dannebrog. Damen fra hoffet tog glad imod og nåede at blive imponeret, inden hun lovede at sørge for at fødselslaren ville modtage. Jeg havde med vilje ikke pakket ind, for jeg er temmelig sikker på, at det alligevel ikke ville være Majestæten selv, der i så fald ville pakke ud.

Fra Det gule Palæ trak jeg cyklen mod Slotspladsen. I et hjørne stod en konge med en imponerende krone og hermelinskindskantet kåbe og talte i mobiltelefon, mens andre var travlt beskæftigede med at puste balloner op.

På Slotspladsen var mange allerede samlede til balkonscenen, polititet behjælpelige med spørgsmål og et par fra etaten til hest blev beundret af en flok temmelig benovede børn.

Jeg trak op mod Marmorkirken og Bredgade, hvor jeg mødte mange på vej derhen, hvor jeg lige var kommet fra. Bedstemødre med børnebørn, glitter og flag og børnehavegrupper med hjemmelavede kroner og forventningsfulde øjne.

Fra Bredgade drejede jeg ned ad Dronningens Tværgade og kørte mod Kongens Have og endnu et slot. Halvvejs gennem haven kunne jeg høre vagtskiftet med kurs mod Amalienborg. Og netop da jeg trak gennem lågen til Gothersgade gik det spillende korps forbi, fulgt af så mange tilskuere og flagklædte børn, unge og gamle, at jeg et øjeblik følte mig fanget, uden anden mulighed end at følge med strømmen, trods ønsket om at skulle den anden vej.

Da strømmen stilnede af, åbnede muligheden for retræte, og jeg hoppede i sadlen og satte kursen mod Rødovre og en arbejdsdag. Jeg havde god tid og nød solen, mens jeg zig-zaggede gennem byen.

På Dronning Louises Bro sad folk og nød solen på bænke hele vejen over, jeg valgte at køre langs Dosseringen og videre af Åboulevarden.

Et stykke ude blev jeg mødt af en cykelbro, jeg ikke umiddelbart genkendte, men alligevel husker at have set før. Jeg fik lyst til at se nærmere på cykelmuligheden deroppe over den brede vej, og drejede ind til højre.

Uden rigtigt at have gjort mig klart, hvor jeg befandt mig, stod jeg pludselig med front mod husrækken, der gav ly, dengang jeg for længe siden pakkede mit gode tøj og flyttede hjemmefra. Den lille lejlighed i Laurids Skaus Gade, som jeg lejede af en bekendt, der flyttede hjem til Jylland efter at have forsøgt sig i hovedstaden.

Den lille lejlighed med udsigt til rod, og med elvarme og toilet på trappen. Det var et godt sted at bo - i en periode. Cirka lige indtil den bekendte bekendtgjorde, at nu havde hun stoppet alle betalinger og ikke vidste hvad der siden skulle ske. Jeg kunne bare blive boende. Men da tovtrækkeriet mellem boligforeningen og advokatkontoret begyndte og jeg pludselig blev afkrævet dobbelt husleje, var den lille lejlighed knap så attråværdig, og jeg pakkede mig sammen et nyt sted.

Lejligheden er der endnu, men udsigten er knap så rodet. Nu er der grønt og omdannet til en del af Den Grønne sti gennem Frederiksberg og København.

Jeg valgte turen over cykelbroen, vidste retningen var den rigtige, men var noget usikker på hvor jeg ville ende.

Jeg har brugt den grønne sti en hel del, men aldrig ud i enderne. Ret hurtigt nåede jeg kendte omgivelser og begyndte at overveje om ikke den grønne sti, ville føre mig i retning af den nye Supercykelsti. Jeg ved nemlig hvor Supercykelstien skærer Rødovre, og det var stort set den vej jeg skulle.

Pludselig var den der. Den orange cykelsti markeret af enten streger eller fine C'er på astfalten. Den grønne og superstien smeltet sammen til en lang rute, der byder på grønne bølger i lyskurvene og orange ledsagning, så der er styr på retningen.

I Vanløse lod jeg den orange linie dreje, mens jeg fortsatte lige ud og mod en nordligere del af Rødovre. Samtidig var jeg glad for den ekstra gode tid, jeg havde inden jeg skulle møde, for nok var vejret skønt og solen skinnende, men blæsten mente ikke jeg skulle have det for nemt, og blæste hårdt i den modsatte retning af den jeg skulle.

Alligevel lykkedes det mig at nå frem til skolen en halv time inden jeg burde. Det gav tid til at få de røde kinder kølet en smule og få vendt det sidste nye sladder. Og også at få et par af de mere triste nyheder.