På vej mod isbjerge

Emilie har aldrig været specielt begejstret for biografer. Personligt er jeg overbevist om, at det i høj grad handler om ordblindhed og ringe engelskforståelse. Enten kan hun ikke forstå hvad der bliver sagt og læse med i underteksterne eller også er hun nødsaget til at se "familiefilm" med danske oversættelser.

Det er ikke fedt at skulle fortælle hele handlingen, uden at genere de omkringsiddende alt for meget, hverken for fortælleren eller den lyttende, og i sidste ende er det begrænset hvor meget hun får ud af filmen.

Men da jeg så at Titanic har været gennem en upbrushing og vises i 3D, vidste jeg med det samme, at lige netop den film skal hun se. I biografen. På det største lærred.

Titanic er Emilies ultimative yndlingsfilm. Hun har set den utallige gange. Hun ejer den på DVD, og kan den udenad. Både forfra og bagfra. Da hun så den første gang, var det med mig på sidelinien, mens jeg næsten ord for ord oversatte, hvad der blev sagt. Siden har hun set og forstået langt mere, for alt det ordløse er universielt.

Biletterne er bestilt og hentet. At det oveni viser sig, at hun aldrig har været i Imperial, gør kun oplevelsen endnu bedre. Det havde jeg helt glemt, for alle de gange Ungersvenden og jeg har indtaget sæderne i netop den biograf til præmierer på storfilm som Ringenes Herre, Harry Potter eller andet i samme stil.

Jeg glæder mig til at se hendes begejstring, og hun kan næsten ikke vente.

Men inden da skal vi nyde hele den lange uge, der ligger foran os.