søndag den 24. juli 2011

Afgang


Malmø juli 2011

Feriens sidste uge er skudt i gang. Ugen uden børn. Alt for tidligt – efter nogens mening – og alt for sent, efter andres, var der afgang mod tog og en tur på et par timer gennem en stor del af landet.
Jeg tog med, med cykel og mulighed for at agere trækdyr for store tasker. I god tid, for med sporarbejde, er det aldrig til at vide hvornår S-toget kører ind. I Høje Taastrup mødtes vi med lillesøster og den anden eks, før de alle tre kunne stå på, finde pladser og starte en tur, jeg er glad for ikke at være med på.

Så vidt jeg kan høre mellem linierne, når de fortæller om togturene frem og tilbage, er i hvert fald de to tøser et mareridt at køre sammen med. Ungersvenden er den, der gyder olie på vandene, men i bund og grund er han ligeglad og god til at lukke ørene. I dag gælder det også øjnene, for sene sengetider og attenårsfødselsdage betød, at der skal soves hele vejen. Så kan tøsene passende pege fingre og grine af hans ene manglende øjenbryn, en eller anden pige, han ikke kunne huske navnet på, fik skrabet af undervejs i festivitasen.

Både jeg og den anden eks fik vinket, og jeg satte kursen mod IKEA i håb om et ur til Caféen, for det gamle er gået i stykker, og det irriterer mig grumme, at jeg gang på gang kigger på en tom væg, når jeg ikke ved hvad klokken er. Jeg fandt et ur og nye glas, inden jeg hastede ud af byggerodet og besluttede at modvind og silende regn ikke var gode kombinationer, fandt toget tilbage og droppede hele turen med svingende pedaler.

Ungerne var i højt humør, da de satte af. Mon ikke de får en hyggelig uge, deroppe et sted nord for Århus.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar