Hør

Under oprydningen i kælderen fandt jeg mere garn end forventet. En hel del i papkasser placeret rigtigt i forhold til vandet, men også nogle poser, der havde været i så nær kontakt med gulv og vand, at det meste røg ud.

En enkelt cone fyldt med hør, der tydeligt havde suget til sig af vand og deslige, kunne jeg alligevel ikke få mig selv til at smide ud. Godt lugtede den ikke og i første omgang endte den udenfor på altenen, under bordet i ly for vejr og vind.

Jeg var fuldt bevidst om, at jeg under ingen omstændigheder havde lyst til at sætte pinde i det, før der var sket et eller andet langt mere drastisk end en tur udenfor. Derfor blev ankomsten af garnvinden ekstra skattet, for nu var der mulighed for at gøre noget ved det stakkelse ildelugtende, men ellers ret lækre garn.

I første omgang snurrede vinden den omvendte vej. Rundt og rundt snurrrede den, godt hjulpet på vej med tanker om tidligere tiders endeløse skub på en gynge med et mindre barn.

Med en vægt til hjælp lykkedes det at stoppe omdrejningerne for hver hundrede gram. Med gode bindinger blev der sammenhold på trådene, inden et ekstra skummende skumbad af den håndbårne slags, kunne sættes i værk og alle uhumskhederne vaskes af. Det sidste hold skyllevand fik tilsat et ordentlig skvat eddike, bare for at være sikker på at få ordentlig bund i det hele.

Et gammelt kosteskaft, i første omgang på tværs af altanen, senere – med regnvejrets ankomst – på tværs over et par stole indendørs, holdt styr på de lange omgange, mens tørringen stod på, og endeligt kunne jeg sno og sno, til der nu ligger fem fed hør iblandet noget, jeg ikke er helt sikker på hvad er. Men som brænder og ikke virker alt for syntetisk ved en test.

Tilbage har jeg nu fire fed af hundrede gram og et enkelt på godt femoghalvfjerds liggende till fremtidige projekter. Lugten er omsat til en langt mere indbydende duft, og når engang et passende projekt findes frem, kan vinden passende køre den anden vej, så de knap så håndterbare fed kan omdannes til mere passende krydsnøgler.