De sidste indtryk af Vejle

 

Vi blev til søndag, inden vi tog hjem fra Vejle. 

Med en pludselig impuls til at tage af sted, var de fleste orange togbilletter solgt, og vi havde derfor en afgang mod København klokken 13.00. Vi var tidligt oppe, gjorde rent bord, efterlod lejligheden i pæn stand og gik tilbage mod Spinderihallerne. 

Turen gik gennem en søndagspræget provinsby i Danmark. Vi mødte en flok sten, der fik mig til at tænke på de der væsener, der bor i hule træer i fortællingerne om Mumitroldene. Jeg kan ikke huske, hvad de hedder.

Vi gik over omløbsåen. Der er noget hyggeligt og skønt ved åer gennem byer. Det mangler vi her i Rødovre. Til gengæld har vi Volden og Damhussøen, men ingen vand midt i bebyggelsen. 

Fremme ved Spinderihallerne var gårsdagens store opbud væk. Der var stille, tomt, døre var lukkede og væk var alle boderne og det strikkende folk. Det eneste liv fandt vi ved museumsbutikken foran Kulturmuseet, som har til huse i Spinderihallerne. 

Adgangen er gratis, og vi gik en tur gennem det lille museum, der starter med en kort introduktion af spinderi- og støbejernsarbejdet og arbejderne i Vejle og omegn. Området var spækket med spinderier, farverier og støbejernsindustri. Tiden var en anden og uden at vide det, forestiller jeg mig, at der er mere at finde på et af byens andre museer.

Fra attenhundredetallet gik vi helt tilbage til dengang Vejle endnu ikke var en by. Til vikingerne, til borgen tæt ved Vejle - Erritsø. De spændende udgravninger fortæller historien i tiden før Gorm den Gamle og Harald Blåtand. Historierne om hvordan Danmark blev samlet under en konge og hvordan forskellige vikingeledere bekrigede hinanden. 

Det var en spændende udstilling, men fine genstande, børnevenlige opstillinger og kæmpestore tegneserier, der tydeliggjorde datiden. Bagerst i det lille museum mødte vi Haraldskærkvinden eller Dronning Gunhild, som man i mange år troede hun hed. Lillebitte, som mosefund bliver lå hun der i sim montre, inden det sidste rum, hvor det er muligt for børnene at grave efter knogler og en stor væg er fyld med udgravningsfund, der illustrerer livet i vikingetiden. 

Tiden  passede fint. Vi gik tilbage over åen mod stationen, hvor vi havde opmagasineret vores bagage, og tog turen mod nutiden, hjem og hverdagen igen. 

Bænken og englen

 

På Torvegade i Vejle findes en treenighed af skulpturer af samme kunstner, og med et fælles fortegn. Vi gik forbi dem flere gange, jeg var fanget af de to mindste og overså den store. Også selvom de tydeligt hørte sammen.

Alle tre er lavet af Pontus Kjermann i 2001. De hedder Bænken, Englekatten og Midgårdsbrønden. Det var cirka i den rækkefølge jeg så dem. 

Bænken er fin. De to figurer danner armlæn og ryg til en bænk. De sidder og holder hinanden i hånden og måske er de hver især fra de to andre skulpturer. 

Jeg kan godt lide bænke med et twist. På Halmtorvet kan man sidde sammen med et ældre par, i Roskilde få en snak med Lise Nørgaard og i Lund kan man tage solbad på torvet. Jeg har mødt mange bænke, der kan noget andet end bare at være en bænk, og jeg bliver altid draget af dem. 

En bænk er god, når man har brug for den, men bedre når den også giver noget til fantasien. 

Overfor bænken står Englekatten. Og lidt længere henne ad gaden Midgårdsbrønden, som jeg ikke kastede mange blikke på, men som måske alligevel var mere spændende, end jeg umiddelbart så.

Englekatten, eller løvinden med vinger, eller hvad hun nu var, lignede mest en, der synes at de to på bænken godt måtte se at komme videre. Hun gad faktisk ikke vente længere. 

Men så læste jeg, at hun måske er den ene på bænken, og den anden på bænken måske er ham øverst på brønden. Det giver en hel anden klang til historien. For gider hun ham mere? Ser hun tilbage på noget, hun godt kan undvære? Og hvad nu hvis hun er mor til de tre små i den der brønd, som jeg ikke kiggede på? Så hænger hun på ham. 

Der er en hel masse historisk linket til alle tre skulpturer. Det så jeg heller ikke. 

Kunst der får tilskueren til at tænke historier, det kan noget. Også selvom der egentlig ikke var nogen af dem, der var pæne eller tiltalende. 

Optiske fliser

 

Vejle er en hyggelig by. Som enhver anden by, er centrum omkring det gamle rådhus også der, hvor samlingen af butikker, barer og restauranter er størst. En gågade gennem den gamle del af byen fremstår som hjertet af byen, selvom jeg er sikker på at lokale kan finde mange andre skønne steder.

Vejle er en fjordby. Nogen af de første mennesker har uden tvivl slået sig ned langs vandet og vikingerne har sat deres præg. Det gik igen på kulturmuseet, som vi besøgte søndag, men også midt i byen, hvor optiske fliser, der fik øjet til at tro belægningen var flydende og bølgende, også rummer runer, der helt bestemt har betydning, vi ikke lige kunne oversætte. 

Runerne er alle citater - hvis det kan kaldes det - fra den store Jellingesten

Gennem Torvegade er lagt fliser i en form, der optisk bedrager og giver indtryk af bølger. I fliserne er trykt runer. den samme form går igen i lamperne, der står i grupper af tre og fra en anden vinkel giver indtryk af fugle på træk. 

Torvegade blev anlagt i middelalderen, og allerede dengang var den et mødested for købmænd, der slog sig ned langs gaden. 

Jeg synes det var så fint, men kan samtidig ikke lade være med at tænke på, at hvis du er dårligt gående, synet svigter eller på anden måde er ramt af på bevægeligheden, kan det være en udfordring af gå gennem gaden. 

Fiberfolk i Vejle

 

Den egentlige grund til at jeg ville til Vejle, var Fiberfolk. Der er Fiberfolk i Roskilde hvert år, men alle de billeder jeg har set fra Spinderihallerne i Vejle i Fiberfolkregi, har altid fået mig til at blive en lille smule misundelig. 

Nu har jeg været der selv, og der er ingen tvivl om, at det er et fantastisk sted som ramme om alle mulige arrangementer, Fiberfolk ikke at forglemme. Stemningen i lokalerne, der også rummer museum og cafe, er geniale til store arrangementer. Jeg kunne godt fristes til at tage til Vejle igen. 

Anders fulgte mig til døren. Her skiltes vores veje for en tid, mens jeg gik ind i fiberhimlen, gik han ud i byen, og havde et godt bud på frokost, da jeg kom ud igen.

Jeg gik turen rundt et par gange, første gang for at se, anden gang for at købe udvalgte effekter. Mere end forventet. Sådan er det tit. 

Jeg havde et mål om et fed strømpegarn til en gave. Jeg havde også en plan om at se på minier. Og måske endda købe. Jeg har stadig ikke rigtigt forstået minier, men jeg har et projekt i tankerne, som lige så godt kunne bestå af hele fed, men som også kunne være et forsøg ud i de der minier. 

Jeg fandt begge dele. Stømpegarnet  synes jeg var svært. Det at finde den helt rigtige farve til en helt bestemt person, også selvom det ikke er en farve jeg nogensinde ville have valgt. Jeg synes det lykkedes. Garnet fandt jeg hos Camijo Knit, farven hedder Cinnamon Spice. 

Det med minierne var slet ikke så let, som jeg havde forventet. Alle de gange jeg ikke har set til deres side, synes jeg de har været overalt. Nu var der ikke ret mange. Jeg tog mig selv i at tænke, om de mon har haft deres storhedstid, og fandt et par stykker rundt omkring. Stort set alle i farver, der ikke passer min plan. Hos Farverige Fibre, fandt jeg alligevel tre, der fandt nåde for mit blik. Nu var det en plan, så jeg købte dem. Men jeg har egentlig mere lyst til hele fed. Jeg tænker tæppe, så der kan sagtens blive plads til hele fed.

Det var så det planlagte...

Når jeg er på fibermesser, går jeg altid forbi Deadly Daisies og Triknitty, hvis de er der. Hos Deadly Daisies kigger jeg på strikkespejdermærker. Hun havde ikke nogen nye, og jeg har stadig nogen, jeg ikke har fået syet på min taske. Hos Triknitty kigger jeg på perlemarkørerne. De er klart mine favoritmarkører, og denne gang havde hun en lille abe, jeg ikke har set før.

Ved Træmandens Værksted blev jeg fanget af en håndten. Den er som sådan ikke særlig eller speciel. Den var bare pæn, og lå godt i hånden. Og mens jeg stod der og overvejede for og imod, gik det op for mig, at han også havde spindefibre med. han havde tre farver, af den slags, der er kartet samme af flere farver. Den grønne var pæn. Jeg endte med både fibre og ten. 

Jeg gik lidt videre rundt. Havde egentlig fået nok, og vendte mig mod indgangen og frokost ude i byen. Jeg ved ikke hvor længe jeg var der. Halvanden time kan nok gøre det. det var hyggeligt, stemningen var fantastisk og jeg nåede endda at møde et par stykker jeg kender. 

Tak for denne gang, siger jeg bare.

Fjordenhus

 

Et andet syn på havnen i Vejle, er Fjordenhus. 

Igen et imponerende bygningsværk. Jeg troede det røde hus midt i vandet, var rundt. Det er nærmere ovalt. 

Den store bygning i organiske former er tegnet af Olafur Eliasson, en dansk-islandsk kunstner. Den nederste åbne etage er åbent for publikum, mens de øvre etager kræver en rundvisning, eller en anden grund til at komme der. 

Vi nøjedes med underetagen, som er vild i sig selv. Der er så meget at se. De runde former adskilles i rum, med eller uden gulv. Huset er bygget på vandet, vandet gennemstrømmer huset og de mange forskellige sten, eller byggeklodser huset ar bygget af, er med til at give oplevelsen karakter.

I alle rummene i rummet, hænger kunstværker af forskellig karakter. De er spændene og med til at give oplevelsen af bygningen endnu et lag. 

Det var vildt at gå rundt i, og fordi er er så højt til loftet, fik vi også følelsen af at være meget små. 

Synet ud mod vandet, og broen eller byen i det fjerne, er med til at give en totaloplevelse af at være på en hel anden planet.  

Fjordenhus består at fire cylindre på en højde af 28 meter. Der er 5600 km bygning, og de høje kurvede vinduer var en ingeniørmæssig bedrift at konstruere. Bygningen stod færdig i juni 2018 - åbenbart på  min fødselsdag. Der er ikke en eneste ret vinkel i murværket, der består af sten i 13 forskellige farver og 3 forskellige specialglaseringer. Det tog murerne otte gange så lang tid at mure, end de normalt ville skulle bruge på et bygningsværk med den samme mængde sten. 

Igen et imponerende bygningsværk. 

På Kvindernes Internationale Kampdag

 

Vejlefjordbroen

 

En pludselig indskydelse fik mig til at foreslå en weekend i Vejle. Anders startede med en smule skepsis, men blev hurtigt overbevist. Jeg fandt logi og togbilletter. Fredag havde jeg den pakkede kuffert med på arbejde, og tog mod Hovedbanegården da arbejdsdagen var slut.

Vores logi liger ikke langt fra havnen. En skøn lejlighed jeg fandt via Airbnb. Jeg har kun haft gode oplevelser, når jeg lejet via den portal. I morges stod vi derfor i havnen og kiggede på de meget små biler og lidt større busser og lastbiler, øverst på det imponerende bygningsværk, der går tværs over Vejlefjord. 

Det var diset i morges og solen stod lige på. De træklædte skråninger på den anden side af broen, lignede bjerge og disen gjorde broen nærmest eventyragtig at se på. 

Vejlefjordbroen blev bygget sidst i 70'erne og åbnede 1. juli 1980. Den betød at den tunge trafik gennem Vejle blev ledt af en ny motorvej uden om byen. Oprindeligt skulle linjeføringen have gået vest om byen, men med broen blev afstanden kortere.

Vejlefjordbroen er Danmarks mest befærdede motorvejsbro. Den er med sine 1.712 meter Danmarks sjette længste bro og den imponerende størrelse med en gennemsejlingshøjde på 40 meter betyder at den vist kun er overgået af Østbroen (Storebælt), Ny Lillebæltsbro og Øresundsbroen. 

Det var ret vildt at se den fra en vinkel, som jeg ikke har set før. Det er et temmelig imponerende bygningsværk.