Sagnlandet Lejre

Dengang jeg var barn, hed det Forsøgscentret Lejre og et eller andet sted skurrer det nye navn i mine ører. Men jeg bestemmer ikke navne, stedet er ikke længere et forsøgscenter og selvom meget er bygget på fakta, er der også meget gætteri i forståelsen af hvordan mennesket har levet og boet tusindvis af år tilbage. Sagn er måske i virkeligheden ikke skudt helt forkert forbi.

Under alle omstændigheder lokkede jeg Emilie med. Jeg troede også at have fået lokket Anders, mens jeg godt vidste at Ungersvenden havde andre planer.. planer der endte med at gøre ham et øjenbryn fattigere…

Det endte med at Anders ikke ville med, men Emilie ville gerne, og selvom vi kom noget sent af sted, grundet regn, der gerne lige måtte trække sig tilbage, havde vi en rigtig hyggelig dag.

Jeg troede at vide at Anders’ mor og bror ville være at finde blandt folket i et af bostederne, men det viste sig at lørdag er byttedag, så vi så dem aldrig. Det gjorde nu ikke oplevelsen ringere, men måske de kan lokkes med som fortællere en anden gang. For der bliver helt sikkert en anden gang. Dels fordi Emilie gerne vil derud igen, dels fordi indgangen betød gratis adgang resten af sæssonen.

Vi tog toget, stod af ved Lejre station og gik resten af vejen. Der kørte faktisk en bus, men jeg gad ikke vente, og lokkede Tøsebarnet til at gå de godt fem kilometer forbi Ledreborg og gennem skønne landlige omgivelser. Jeg måtte love at tage bussen tilbage, og nåede også at opleve en storgrinende chauffør, der synes jeg var godt mærkelig, at jeg gad gå hele vejen. Jeg synes stadig det var hyggeligt at gå.

Der er smukt ude i Lejre, så smukt at jeg helt glemte at tage billeder. Måske også fordi regnen havde opblødt de mudrede veje, så det var langt vigtigere at holde balancen, end holde kameraret. Vi gik turen rundt, gennem jernalderlandsbyen – kiggede indenfor i et enkelt hus – og forbi offersøen, hvor der stadig hænger heste, men slet ikke så gruindjagende som jeg husker fra min barndom.

Vi fortsatte til stenalderbopladsen, der så noget forladt ud, videre over en plankebro og gennem et fantatisk landskab. Ved en bænk holdt vi pause og spiste vores medbragte mad, inden vi fortsætte og pludselig stod foran en opbygning af en skibssætning enhver viking ville være stolt af. Skibssætningen er stadig under opbygning og alle de store sten, der skal trækkes på plads, stod nummerede rundt omkring og gav næring til billeder af de kræfter, der skal lægges i, inden de alle endelig vil være på plads.

Ude ved landbohusene prøvede Emilie træsko og vi snakkede lidt med et par damer, der begge var iklædte bindesjaler, og kun kunne give mig ret i hvor anvendelige de er. Jeg havde tidligere fortalt Emilie om bindesjaler, og her var de – endda i brug. Da vi senere nåede forbi tekstilværkstedet og kiggede på plantefarvet uld, som Tøsebarnet var behørrigt imponeret over, at naturen kunne give så mange farver, dukkede bindesjalet op igen og ønsker om et sådan begyndte at få øjnene til at lyse i hovedet på pigebarnet.

Vi endte hos pottemageren, kun en halv time inden sidste bus. Jeg nåede lige at sige, at vi vist ikke havde tid til at sætte fingrene i klumper af ler, da pottemageren tilbød netop det. Man kan nå meget på et kvarter – også at sige pænt farvel og sætte det lange ben foran i kampen om at nå stoppestedet og den grinende chauffør inden afgang.