Uden de store planer for en hel dag i Berlin, endte vi med nye oplevelser. Vi var også omkring det kendte, og det vi holder af. Men her er det nye mest spændende.
Vi boede på et hotel i det gamle Østberlin, tæt på den gamle Kødby, der nu mest er et kulturcentrum, og Velodromen sammen med den store svømmehal, der blev bygget da Berlin tilbage i 2000 ansøgte om værtsskab for sommerolympiaden.
Anders havde en plan, han havde nemlig fundet en grøn plet på kortet, lige rundt om hjørnet. Folkets Park, hed den, og Anders ville gerne se hvordan den så ud.
Folkets Park viste sig at være en samling trapper og snoede stier, der alle gik opad og opad og opad. Mellem stier og trapper var stejle sider fyldt med grønt og høje smalle træer. Næsten helt oppe, mødte vi tre børn, og blev enige om at parken nok har været et fantastisk sted at kælke, inden den groede til.
Helt oppe var en fin udsigt mod øst. Det ville sikkert have været en fin udsigt hele vejen rundt, hvis ikke træer og buske havde blokeret for udsigten. Vi blev ikke længe, for en hjemløs havde slået sig ned på en af toppens bænke, og sov. Det skulle han have lov til, så vi satte os længst væk, inden vi besluttede at fortsætte dagen et andet sted.
Når vi er i Berlin (eller en anden storby) køber vi billetter til den offentlige trafik. I Berlin er muligheden en 24-timers billet. En billet til den offentlige trafik betyder at vi har fri bevægelighed gennem hele byen. Til trods for muligheden for at køre i tog, bus og tram, går vi også meget. Min skridttæller kan fortælle mig at jeg gik over 21.000 skridt i løbet af den hele dag i Berlin.
Da vi nåede frokosttid, fandt vi en Edeka med salatbar. Salatbarerne er ikke ens fra den ene butik til den næste, men fælles er, at vi kan fylde en bøtte med et udvalg af salat, finde et stykke brød i bakeoff-afdelingen, koldt at drikke og sætte os et sted udenfor, nyde udsigten og spise vores mad. Det er en mulighed vi tit bruger, og jeg havde endelig købt et lidt bedre sæt medbringeligt bestik, som bare gør det lidt lækrere at spise, end havde vi siddet med en engangsgaffel - som kan købes ved salatbaren.
Vi steg op fra U-bahnen ved Anhalter Bahnhof, lidt sydøst for Potsdamer Platz, og blev mødt af synet af ruinen af indgangen til det, der viste sig engang at have været en storslået banegård.
Anhalter Bahnhof blev bygget i 1800-tallet og var på et tidspunkt den største banegård i Berlin, med togforbindelser ud i Europa. Stationen har en lang historie, der endte ved bombardementet i '43 og '45. Den udbombede banegård stod i nogle år, inden den blev revet ned og området brugt til andet. Ovenfra er det tydeligt at se hvor banegården og sporene i sin tid gik. I dag er et stort idrætsanlæg og parker en del af den tidligere baneføring og banegård.
Hele banegården skulle have været revet ned, men modstanden var stor og tilbage står nu en lille del af indgangen til noget, der har været meget større.
Selvom det bare er en lille del, er det tydeligt at det har været et imponerende bygningsværk, dengang stationen var en pulserende del af bybilledet, med tusindvis af besøgende hver dag. Vi fandt frokost og spiste i skyggen af ruinen og med udsigt til sportsanlægget, der hvor perronerne engang lå.
Billedet af den bombede banegård er fundet på Wikipedia
Senere opdagede vi flere sider af Berlin, da Anders opfandt en ny leg. Med et kort over S-og U-banenettet, valgte vi hver en station, vi mente ikke før at været stået af på. Vi slog om hvilken, der skulle besøges, og dermed endte vi i et området af Berlin med huse tilbage for før krigen, som undgik bombardementerne og viste endnu en del af det altid foranderlige Berlin.
Vi gik til den næste station, og besluttede at vi havde tid nok til også at besøge det andet bud. Denne gang endte vi et sted mellem dele af byen vi før har besøgt, og ret hurtigt var vi på kendt grund, omend vi kom fra en anden retning end tidligere.
Med halvanden dag i Berlin, var vi klar til at tage videre og besøge en ny by i Tyskland.
