torsdag den 21. juli 2011

Kryb og andre sjove væsener


Spændende hvad vi finder...


Emilie er formentlig ikke meget anderledes end andre trettenårige, der gerne vil være stor med de store og samtidig endnu ikke er helt ovre barnestadiet endnu. På vores tur ud i naturen gav det sig udslag i, at hun det ene øjeblik skreg op over klamme dyr og småkravl, mens hun det næste aede temmelig store kravlende biller.

Der er mange forskellige dyr at finde ude i skoven. Snegle, biller og guld- og sølvsmede var dem vi så flest af, men også små fine tudser dukkede op og der var ivrig studeren af bænkebidere og andet kryb, under Anders’ jagt på skolopendre.

Først på hjemturen så jeg den meget grumme trold, eller hvad sådan en hedder. Havde jeg set den noget før, ville den sikkert havde kunne skræmme livet af nogen, når først mørket var faldet på.


Farlig og grum... måske


Texas Longhorns


Undervejs mod søen, og samme vej hjem mødte vi kvæg, der er langt væk hjemmefra. Hvordan Texas Longhorns er havnet på en mudret indhegning i Nordsjælland er ikke til at vide, men mon ikke det har kostet både blod og tårer at få lov at opdrætte og holde sådan en bestand.

De værste kryb, var også de mindste. Ud over alle myggene, vi i højere grad mærkede end så. Først da turen hjemad for alvor var i gang og vi sad i Birkerød ved Madsens Iscafe, der absolut er et besøg værd og serverer de største is jeg længe har mødt, opdagede jeg fasthængende små sorte sataner på mit ene ben.


Madsens Iscafe


Emilie kunne hurtigt efter også fremvise og så gik den vilde jagt efter en tægefjerner, for Matas havde udsolgt og jeg mente bestemt at have set et apotek i modsatte ende af gågaden. Jeg havde set forkert, og efter at have spurgt kunne vi gå hele vejen tilbage og endelig få hevet de forhadte flåter af.

jeg endte med at finde fire, hvoraf en enkelt tabte hovedet undervejs og en nål måtte i brug ved hjemkomsten. Både Emilie og Anders kunne fremvise en enkelt, som begge meget hurtigt blev forvist middagsbordet.

det gode kan så være, at nu har vi en dims til at fjerne fremtidige kryb, så skal vi bare huske at tage den med, når vi tager af sted næste gang.. Ligesom det er en rigtig god ide at huske salt…


UPDATE: Madame, var så venlig at oplyse at det slet ikke er Texas Longhorns, der græsser i indhegningen. I stedet er det ungarske grå okser. Anders mente ellers og jeg troede på ham, men et billedeopslag viser tydeligt forskel :)

8 kommentarer:

  1. Sikke en skøn udflugt I har været på! Og du skriver Birkerød, så jeg gætter på, I har været i Eskemose Skovlige lige syd for Sjælsø. Der går ungarske grå okser på en eng - og jeg tror, det er dem, I har set. Øv, sikke noget med flåterne!

    SvarSlet
  2. Det var i hvert fald lige syd for søen, vi så okserne, Madame. Overnatningsstedet ligger nord for :)

    SvarSlet
  3. Uha, vi har også fået utallige flåtbid i denne sommer - men som regel kan man mærke, når de begynder "at grave" ;-) Skøn beskrivelse - jeg følger mere end interesseret med, fordi jeg (for første gang) har været på vandretur på Sjælland i år :-)
    Der er alligevel en del forskel på 17-årige og 13-årige (selvom 13-årige (dette siges hviskende) også er en udfordring) - jeg var åbenbart ikke helt vågen, undskyld :-)

    SvarSlet
  4. Det lyder spændende med vandreture på Sjælland. Jeg er nok mest til at cykle, og håber vejret vil være med os, så vi kan komme ud et par dage mere, når ungerne først er taget afsted til det fædrende ophav.

    Der er ingen tvivl om at både de ældste og yngste teenagere har hver deres udfordringer, selvom jeg vil vove at påstå, vi ikke er hårdt ramt, og håbe det fortsætter :)

    SvarSlet
  5. Sikke en dejlig tur i et skønt område. Det herlige ved teenagere er jo at de ofte kan gribes i at være skønne børn der helt har glemt at være teens :)

    Efter en tur i skoven med en hund kan man også få gevinst: 78 tæger! Men det er så (forhåbentlig) også det højeste antal, vi nogensinde har fundet.

    SvarSlet
  6. 78! Mette, der kan vi slet ikke være med.
    Det er rigtig skønt, når både teenagere - og også voksne - glemmer alvoren og bare er til og glædes over øjeblikket :)

    SvarSlet
  7. Sikke en dejlig tur, i har haft! Jeg vil bare fortælle, at en "tægetang" sikkert er god, men man kan også bare bruge en pincet. Og det er ikke noget problem at hoveddelene ikke kommer ud, det sagde man tidligere. Jeg har ingen flåter haft i år, og min mand kun ganske få selvom han arbejder ude i naturen, så vi troede at der ikke var så mange i år!!

    SvarSlet
  8. Karen, jeg skal ikke kunne sige hvor mange, der er i år. Med al den renden rundt i naturen vi var ude i, er det ikke mærkeligt vi fik et par stykker.
    Jeg skal heller ikke kunne sige, om vi overreagerede, men jeg har aldrig før været angrebet, så de skulle bare ud. NU! Vi prøvede faktisk først med en kniv, men dem vi havde med, var ikke skarpe nok. Da vi heller ikke havde nogen pincet, gik jeg efter noget, der var lavet til det :)

    SvarSlet