Over byens tage

Vi startede i Copenhagen Body Extremes, for hullet øverst i øret, Emilie fik lavet for et par måneder siden, skulle efter sigende være klar til en udskiftning af udsmykning. En ring var ønsket og derfor en del af fødselsdagsgaven.

Det viste sig at hullet i virkeligheden slet ikke er helt færdighærdet endnu, men for sikkerhedens skyld mente de meget søde og kompetente ekspedienter, at et nyt smykke sikkert ville være bedre for helbredet. En ring med en kugle blev efter alle kunstens regler påmonteret og Pigebarnet var tilfreds og synes det ser rigtig fint ud.

Derfra gik vi om strøget, hvor månedens beholdning af lommepenge forsvandt til fordel for ny beklædning. Ud for Nørgaard stod en mand helt stille. Så stille at man godt kunne forledes til at tro han ikke var ægte. Men ægte, det var han. Så ægte at han bevægede sig, da en lille dreng kom lidt for tæt på, men hvin og skrig til følge fra den forskrækkede mor og følgesvende. Det var så tydeligt hvad der ville ske, for alle andre end drengen, moderen og resten af selskabet, at jeg ikke kunne lade være med at grine. Jeg var ikke den eneste, flere andre havde forudset begivenhedernes gang.

På vej op ad Købmagergade nåede vi Rundetårn. Meget kryptisk spurgte Emilie, hvad det mon koster at komme helt til tops. Jeg spurgte og hun mente bestemt aldrig nogensinde at have været inde i tårnet. Jeg mente noget andet, men var straks med på en tur i karusellen.

Sølle tredieve kroner måtte jeg spendere før vi begge kunne gå ind. Mens jeg huskede turen op, som meget mere anstrengende, huskede Emilie pludselig at hun måske nok havde været der før. Jeg synes sneglegangen er utrolig smuk og bliver slået over skønheden, og tanken om hestevogne og kongelige inspektioner, hver eneste gang jeg kommer forbi.

Vel oppe var der blæst, mens regnen først dukkede op, da vi igen landede i Rødovre. Vi var et par gange rundt, beundrede udsigten sammen med de mange andre, der havde gjort turen med. Emilie fik en daler og tilkæmpede sig en tur ved en af kikkerterne. Den med øjet rettet mod Frelser Kirke og det snoede spir, hun engang sidste år besteg sammen med klassen, og som derfor var et af de vigtigste landemærker.