De første ti

For ti uger siden besluttede jeg at nok kunne være nok og omlagde min kost. Eller det vil sige, der gik omkring halvanden uge, hvor jeg var målrettet om at tabe mig, men ikke havde de store forkromede ideer omkring den rigtige mad.

Jeg startede med at droppe cola, slik og chokolade – hvilket sjovt nok har en temmelig gavnlig virkning. Jeg troede det ville være sværere, men jeg nåede ret hurtigt dertil hvor jeg ikke engang har lyst. De par gange i løbet af de sidste ti uger, jeg har drukket et glas cola, har jeg måtte se i øjnene, at jeg faktisk ikke synes det smager godt – godt for mig!

At kulhydrater og stivelse er letomsætteligt og derfor ikke det bedste i slankesammenhænge er betragtninger jeg har hørt igen og igen over de sidste mange år. Anders og jeg snakkede om netop kulhydraterne og blev enige om at det er forsøget værd, hvorefter jeg gik på biblioteket i håb om hjælp og endte op med bogen: Spis maven flad.

Jeg skal ikke gøre mig klog på om de principper bogens forfattere stiller op er den endegyldige sandhed. Men jeg kan mærke det virker for mig. Vi er alle forskellige og mens Anders helst skal fyldes med fløde fra morgen til aften, virker min krop anderledes og kan ikke tåle det samme.

Jeg har længe været træt af mad. Træt af at lave mad, træt af at spise mad. Jo jeg spiser når jeg er sulten, men der var langt mellem de retter jeg er synes er spændende. Pludselig stod jeg med et alternativ, der føles rigtigt, smager godt og en lyst til at lave mad.

Jeg er solgt. Jeg vender aldrig tilbage til den kost jeg tidligere spiste. Jeg føler ikke jeg forsager og jeg føler mig bestemt heller ikke frelst. Selvfølgelig vil jeg drikke “forbudte” drikke og spise “forbudte” madvarer, når jeg vælger at det er det, jeg har lyst til, men som udgangspunkt har jeg ikke lyst til alt det, jeg tidligere spiste.

Det er et valg. Og jeg tror det er vigtigt at fastholde at det er et valg. Jeg oplever hele tiden at mennesker rundt om mig spørger om hvad jeg må spise. Selvfølgelig er det nemmeste at blive i terminologien om at måtte/ikke måtte, men for mig er det væsentligt at jeg må det hele. Jeg vælger selv.

At jeg også taber mig er et absolut plus. I løbet af de første ti uger er jeg blevet ni kilo lettere og centimeterne følger med. Mit tøj sidder pænere og jeg har allerede fundet et par kjoler og bukser, jeg ikke har kunne være i længe.

Ni kilo er meget. Mere end jeg sådan lige kunne forholde mig til da jeg startede ud. Jeg er langt fra færdig, men at slynge ideer om et tyve kilos vægttab ud, er mere end jeg kan kapere på een gang. Jeg tæller gram. Jeg vejer mig hver dag, vel vidende at vægten går op og ned. Det er min måde at holde fokus. Der går sport i at vægten om aftenen skal ned under de sidste dages vægt om morgenen. At tallet efter kommaet flytter sig en tak ned eller at det næste kilo rundes.

Jeg måler også, men mens vægten skifter fra dag til dag er centimeterne længere tid om at ændres. Der sker ikke mærkbare forandringer lige nu og her. Med målinger en gang om ugen kan jeg se der sker noget, men ikke hver dag. Jeg har brug for den daglige opsang. Sådan fungerer jeg. Andre fungerer anderledes. Godt vi ikke alle er ens.

Jeg er helt klar til ti uger mere.