Fårene på volden

Fra gadekæret gik vi gennem industrikvarteret mod Volden. Ved Korsdalsvej drejede vi til højre og passerede både campingpladsen og spejderhytterne inden vi drejede ind ved Avarta. Forbi omklædningsrummene ligger banerne på rad. De første hegnet ind, og mens vi gik forbi den ene lille låge efter den anden, løb fantastien foran med tanker om, hvordan spillerne må kravle gennem lågerne inden kampe.

Vi mødte også en større låge. Men der var flest af de små.

Fra banerne fortsatte vi over græsset til volden og fårene. På volden går fårene frit, og hvis ellers man husker at se godt efter, hvor fødderne havner, er det rigtig hyggeligt at gå rundt deroppe.

Jeg ved godt Emilie ikke er specielt vild med hunde, men at også får hører med til kategorien af dyr, hun absolut ikke er tryg ved, kom noget bag på mig. Jeg prøvede ihærdigt at tage et billede eller to tæt på et af de uldne, men de er lige så lide glade for os, som Emilie var for dem, så de forsvinder gerne, inden jeg når inden for rækkevidde, eller vender ryggen til.

Vi fortsatte bag om volden og ned på stien mod vandsiden. Her er ikke rigtigt noget græs, så muligheden for at støde på en uldtot er langt mindre. Alligevel endte vi selvfølgelig med at stå ansigt til ansigt med et får, der tydeligvis var lige så urolig som Tøsebarnet, der mente vi skulle vende om. Jeg forsøgte igen med kameraet, hvorpå fåret med en brægen satte i fuldt firspring op af en rimelig stejl skrænt. Nu ville Emilie ikke længere, og ville ud på den anden side, der hvor fårene ikke kan nå. Og jeg fik strenge ordrer på at pakke kameraet væk, og ikke engang tænke tanken om flere billeder.

Næsten ude, mødte vi endnu en fåremor med denne gang to unger. Af uvidste grunde besluttede netop dette får, at undersøge hvad vi var for nogen. Da morfåret turde, turde også det ene af lammene, og så lykkedes det alligevel at komme tæt på. Også selvom Emilie bestemt ikke var tilfreds!

Vel ude på stien igen, fik hun gjort rede for, at hun ikke kan lide dyr, hun ikke kan tale med… Jeg er stadig lidt i tvivl om hvilke dyr, hun kan tale med…

Fra volden fortsatte vi hjem gennem Espelunden. Træet, der for flere år siden var besat af snoreorme, er endnu engang spundet ind, men slet ikke i samme grad. Ormene så vi ikke noget til, kun en fin strømpe over de største grene og ellers en hel masse grønne blade.

Ved bagsiden af Rødovrehallen, besluttede vi at entre den kæmpe bunke grus, der blev anlagt dengang hallen blev udviddet. Bevoksningen er så småt ved at tage bunken i besiddelse og fra toppen er en fin udsigt over store dele af Rødovre.

Mens vi stod der, kunne Emilie konstatere at myggene er begyndt a slå til, og vi satte næsen hjemad. Ved det hjemlige gadekær, kunne vi konstatere at ikke kun gadekæret rundt om hjørnet er overfyldt med vand, også det hjemlige er steget adskillige centimeter.