Det lykkedes

Og det selv om jeg var nær ved at give op halvvejs. På det tidspunkt var kældergangen på begge sider af vores rum og cykelrummet temmelig fyldt med alskens ragelse, jeg mener at skulle gemme.

Jeg var ellers forberedt, havde pakket kurven med det mest nødvendige og kom godt fra start, og knoklede igennem stort set hele vejen.

Jeg tog også billeder, men dels er lyset i kælderen ikke det bedste, og dels ligner både før og efter billederne ikke noget jeg har lyst til at vise frem – men jeg kan se en forskel. Der er også meget i vores kælder. Både meget, der helt sikkert er værd at gemme, men også meget, der ville have godt af at ryge ud. Møbler, der ikke er plads til, men som der vil blive plads til den dag ungerne ikke længere bor her. Masser af ungernes legetøj af den slags, der aldrig går af mode, og som vil falde på et tørt sted, den dag der igen bliver brug. Børger, dimser, cykelreservedele og en hel masse andet, der bare skal være der.

Og så alt det jeg godt vidste skulle videre. For eksempel de seks-syv Ikeaposer fyldt med aflagt tøj, jeg bare ikke har kunne overskue at få sendt videre. Med ny cykel og to bagagebærere var det pludselig ikke så stort et problem. Et problem var til gengæld at der har været mere vand, end jeg lige troede og de to nederste Ikeaposer, der har stået direkte på gulvet var gennemblødte.

Resten blev sorteret og havnede i fem sække, jeg senere kørte i pendulfart til Rødovrevej og Røde Kors med. De to gennemblødte blev for størstedelen smidt ud. Men der var også ting imellem, jeg ikke kunne få mig selv til bare at smide ud. Jeg vasker det bare, tænkte jeg. Indtil det gik op for mig, at i dag også er dagen vi får nye vaskemaskiner, og der derfor ingen adgang til vaskeriet var. Nå, men så hænger jeg det udenfor, for i det mindste at tørre, inden jeg kan få det vasket – det hænger der endnu, og det kan hænge der hele natten, jeg orker ikke at hente det.

Jeg tror det, der slog mig ud, var gulvtæppet. Det lå der da jeg flyttede ind og hurtigt fik fyldt kælderrummet med alt det, der ikke kunne være i lejligheden. Siden har jeg ikke skænket det en tanke. Skulle der være dukket nogen tanker op undervejs, har jeg siden glemt alt om dem. Så da jeg stod der, med de største og tungeste ting tilbage og et gulvtæppe der sejlede, mistede jeg overblikket.

Det var cirka der, Ungersvenden manglede penge til aftensmaden og indkøb, der stod en flok tomme flasker og endnu to sække var fyldt med skrammel, der skulle til storskrald. Så vi gik i Fakta. Smed sækkene i containeren på vejen, afleverede flaskerne og købte iskold cola. Og chokolade. Åh det gjorde godt. Også selvom jeg slet ikke har godt af det. Til gengæld glemte jeg – ret typisk – alt om frokost!

Pludselig lykkedes det. Tæppet blev skåret af i to dele, mens de sidste møbler blev flyttet rundt inde i rummet. I håb om at gulvet ville tørre, lod vi rummet stå, det fine skrivebord klodset op på duploklodser, slæbte skrald og kørte aflagt tøj til genbrug.

Anders nåede hjem, drak kaffe og fik hjulpet med at slæbe det tunge ind igen. Nu står alt, der rører gulvet og ikke kan tåle vand klodset op. Godt vi har en stor kasse med duplo. Der er ikke pakket optimalt, men det var vigtigere at det, der står på gulvet kan tåle det, end optimalitet. Så håber vi bare at finde nogen med en bil, der gider køre paller og så ellers tapesere gulvet med dem, så fremtidig vandgange ikke når at gøre skade.

Et bad senere, er jeg klar til absolut ingenting.